Foto af Tine Høeg
Tine Høeg vandt debutantprisen i 2017. Foto: Lærke Posselt

Tine Høeg

10.06.20
Tine Høeg vandt i 2017 Bogforums Debutantpris for bogen ’Nye Rejsende’ - hun gæster NORD med den anmelderroste opfølger 'Tour de Chambre'.

Tine Høeg (DK): (f. 1985) Modtog i 2017 Bogforums Debutantpris for bogen ’Nye Rejsende’, der er skrevet frem som en ubesværet bevægelse mellem prosatekst og lyrik. Bogen er solgt til udgivelse i Tyskland og England og sat op som teaterstykke på Det Kongelige Teater. I 2020 udkommer romanen 'Tour de Chambre' om en ung kvinde, der flytter ind på et kollegium og som længes, bl.a. efter at skrive, for alvor. Det er en roman om venskab, sorg, afsked og begyndelser: om at stå på tærsklen til noget nyt, der både kan virke sårbart og fyldt med potentiale.   

Tine Høeg har blik for det desperate og stærkt tragikomiske både i den enkelte situation og i den hvileløses og udsattes position. Hun er en fintregistrerende fortæller, der med få virkemidler kan skrive mættet og betydningsfuldt om begær og kærlighed. Også den uforløste af slagsen.

"Jeg grovåd mig gennem Tine Høegs lille æblegrønne, bittersødt forelskede debut (...) Pis og sommerregn; alle tiders sorgmuntre debut."
 - Weekendavisen

”Selvom bogen indeholder smertelig alvor, er ’Nye rejsende’ præget af et sprogligt og humoristisk overskud. Den er på en gang raffineret koncentreret og generøst sprudlende. Det er ikke en bog, eller forfatter, man bliver færdig med lige med det samme.”
 - fra juryens motivering til Bogforums debutantpris

Tine Høeg deltager på NORD 2020 i følgende arrangement: 

Fredag den 18. september (Dækket) 

Kl. 12.30-13.15 Voksenfobi – en ny tendens i nordisk litteratur
Marie Aubert (N) i samtale med Tine Høeg (DK) Moderator:  Camilla Schwartz 

Materialer