
Sturla Pilskog
Filminstruktøren Sturla Pilskog (N) står sammen med sin kone Sidse Thorstholm Larsen (DK) bag den Bodil-nominerede dokumentarfilm ’Håbets Ø’. Filmen har fået stor international opmærksomhed og er blevet rost for sin intimitet og autenticitet.

’Håbets ø’ giver et indblik i det levede liv i Grønland. En amerikansk virksomhedsgigant vil investere i et alumiumsværk i byen Maniitsoq, og det skaber optimisme og håb om forandring. Men så sker der – ingenting. Igennem 10 år følger instruktørerne byen og tre af dens indbyggere, mens de venter på, at noget skal ske, men hvad?
Forfilm til Håbets ø
Se også forfilmen ved at gå ind på Youtube her.
”Det er portrætfilm af bedste skuffe. En blanding af narrativ, situation, ren stemning, der sammenklippet siger en hel masse om Maniitsoq, Grønland, forholdet til Danmark, og helt generelt hvordan det er at være menneske med ansvar og afhængigheder.”
- POV
”Dette er en film, som mange burde se. Det er vældigt populært i Danmark at have ondt af grønlænderne, og på den måde bliver de umyndiggjort. Dette er en film om grønlændere, der ikke er ramt af katastrofer, men som lever det almindelige liv, som de fleste grønlændere lever. Jeg håber virkelig den får et liv og en distribution her i Danmark. Det er tiltrængt."
- Kim Leine
"Det er en rigtig fin, rørende og klog skildring, som går lige under huden. Ikke en kliche eller en nyfigen linse, ingen sensation, ikke noget over-statement. Men et indblik i en verden, der er meget forskellig fra den, de fleste af os lever i, og et skønt møde med mennesker, man i løbet af filmen kommer til at holde af på godt og ondt."
- Bo Lidegaard
Sturla Pilskog (N) (f. 1981). Dokumentarfilminstruktør og producer. Uddannet antropolog fra Tromsø Universitet. Udover ’Håbets ø’, står han bag dokumentarfilmene ’Ishavshanda’, en kortfilm om norske sælfangere i Arktis, og ’Jakten på det nye Norge’, om unge immigranter i Oslo.
Mød Sturla Pilskog, forfatteren Niviaq Korneliussen (GL) og kunstneren Martin Brandt Hansen (GL) til en samtale om, hvordan man skildrer Grønland i kunsten i dag. Hvilke historier kan man fortælle? Hvilke kan man ikke, og hvorfor egentlig ikke?
Fredag den 18. september (Dækket)
Kl. 11.15-12.00 Grønland i kunsten
Med Niviaq Korneliussen (GL), Sturla Pilskog (N) og Martin Brandt Hansen (GL)
Moderator: Marianne Krogh Andersen