NORD
Foto: Frida Gregersen

Plads til de store følelser på NORD

16.06.22
Begær, længsel, svigt og sorg. En følelse af rodløshed eller af at høre til. NORD - Nordisk Litteraturfestival kommer igennem hele følelsesregisteret, når der bliver fyret op for den levende litteratur den 17. september.

Når NORD for 7. gang slår dørene op for en intens og oplevelsesrig dag i litteraturens tegn, vil både nye og garvede forfattere fra hele Norden ryste op i publikum og stille spørgsmål til den verden, vi lever i. Programmet byder på forfattere som Merete Pryds Helle (DK), Karin Smirnoff (S), Monika Fagerholm (FI), Hanne Ørstavik (NO), Thomas Korsgaard (DK), Victoria Kielland (NO), Quynh Tran (FI) med flere. Teater Republique opfører forestillingen ’Med mig selv i mine arme’ og stiller skarpt på kønsroller og den almindelige forståelse af moderskab. 

Programmet vil spænde bredt, når NORD fejrer den nordiske litteratur. Hele Kulturværftet vil summe af liv, hvor Kulturværftet vil danne rammen for dagens samtaler, performances og forfattermøder. 

Foto: Christian Stæhr

-    Vi er meget begejstret for atter at kunne invitere til NORD–Nordisk Litteraturfestival. Det er en dag, hvor vi fejrer den nordiske litteratur og de fortællinger, som er med til at binde os sammen. På NORD samler vi aktuelle nordiske forfattere, som alle taler til vores samtid. Det er en særlig mulighed for at opleve, hvad der rør sig inden for litteraturen i vores nabolande – og på den måde er det også med til at give os en bedre forståelse for hinandens kultur, siger festivalleder for NORD-Nordisk Litteraturfestival, Gro Frank Rasmussen.

Hvor har jeg hjemme? Hvornår føler man sig egentlig hjemme? Det taler Josefine Klougart (DK) om med en af de nye, store stemmer i både Finland og Sverige, finlandssvenske Quynh Tran. 

Quynh Trans debutroman 'Skygge og Svalhed' er en dragende opvæksthistorie om at forsøge at forstå sig selv og sine omgivelser. Og om at ankomme fra Vietnam til en lille by i det vestlige Finland. 
Klougart er aktuel med romanen 'Alt dette kunne du få'. En både øm og rå kortlægning af familien, en fortælling om at være forbundet med sine nærmeste, med naturen og med litteraturen, en roman, der undersøger stedets betydning. Som hos Quynh Tran, bliver romanens smukke og voldsomme billeder fremkaldt for læserens øjne og planter sig i bevidstheden. 

Samtalen mellem Quynh Tran og Josefine Klougart bliver modereret af Tore Leifer. 

Festivalen får også besøg af den svenske forfatter, Karin Smirnoff. I en moden alder debuterede hun med et brag, da hun udgav 'Jeg tog ned til bror', som er første bind i en trilogi om skæbner fra nordsvenske småbyer, hvor incest, vold og svigt er hverdagskost. Smirnoff er blevet udvalgt som ny forfatter til bøgerne i den prisvindende Millennium-serie, oprindeligt skabt af Stieg Larsson.

Samtaler om livets skrøbelighed fortsætter med finske Monika Fagerholm og norske Victoria Kielland. Kielland er en af de største kvindelige forfattere i Finland lige nu, og hun er lige nu aktuel på dansk med romanen 'Lola omvendt'.
-    Monika Fagerholm og Victoria Kielland er to markante og utrolig interessante stemmer i den nordiske samtidslitteratur. De skriver begge om mord, død og ødelæggelse men gør det med en fantastisk, litterær puls, der dunker igennem teksten, siger Gro Frank Rasmussen. 

Det fulde program med forfatternavne bliver offentliggjort i august. Billetter til NORD-Nordisk Litteraturfestival 2022 kan købes på billetten.dk. 

Helsingør Kommunes Biblioteker og Kulturværftet står bag NORD-Nordisk Litteraturfestival. 

Kontaktoplysninger: Kommunikationsmedarbejder Helsingør Kommunes Biblioteker, Hanne Lykke Andersen, tlf. 4186 9104, mail; haand@helsbib.dk