Adda Djørup
Foto: Jeppe Bøje Nielsen

Adda Djørup

10.06.20
Hendes forfatterskab er præget af genreoverlegenhed, humor og skarpe iagttagelser af menneskelivet – også dets mere groteske sider. Mød danske Adda Djørup på NORD med en roman, der stiller spørgsmål om, hvad der er kunst, og hvad der er virkelighed.

Adda Djørup (DK): (F. 1972) Djørup er alsidig og eksperimenterende. Debuterede i 2005 med ’Monsieurs monologer’ og har siden skrevet lyrik, prosa og dramatik. I 2007 udkom novellesamlingen “Hvis man begyndte at spørge sig selv”, og i 2009 romanen “Den mindste modstand”, som blev belønnet med EU’s Litteraturpris. I 2011 digtsamlingen ”37 Postkort” og i 2015 udkom novellesamlingen “Poesi og andre former for trods.” Adda Djørup har også modtaget Kunstfondens pris for nyudgivelser samt Kunstfondens 3-årige arbejdslegat. Hun er aktuel med ”Bulgakovs kat”. 

En ekshibitionistisk og frivol kat spankulerer ind på en kirkegård. Her befinder en forfatter sig. Hun har lige lært sin 5-årige datter at cykle, hun har installeret sig med udsigt til et birketræ, hun har skrevet en roman i hånden i et eksemplar, som hun netop er på vej for at aflevere til sin redaktør, på trods af at hun egentlig forsøger at holde op med at skrive. For hvad nytter det egentlig? Den sorte kat og forfatteren indleder en samtale. Inden længe indleder de mere end det. 
 
’Bulgakovs kat’ er en roman om at være fornøjet og himmelfalden, om latterens slægtskab med fortvivlelsen, om at forlænge de små glimt af lykke, om den fabulerende fantasi og den virkelighed, vi har skabt. 
Det er en vild og kritisk undrende bog om kunsten og kunstnerens rolle. 
 
”En blanding af himmelsk inspiration og beskidt Tourettes syndrom.”
- Weekendavisen 
 
”Hvad nytter kunsten? Brænder verden ikke alligevel? Og du? Hvad kunne du ikke være blevet til? Hvad kunne du ikke have udrettet? Du med din begavelse? Du med din uddannelse? Du med dit privilegerede liv? Det er skammeligt, er det ikke? Menneskeheden lider og vokser sig større og større, dyrene lider og uddør, der er plastik overalt, fortsæt selv. Her sidder du og skriver …” 
- uddrag fra ’Bulgakovs kat’ 
 
”Djørups prosa runger af både den fortvivlede latter, den satiriske, den ømme, den groteske og den kritiske.”
- Politiken 

Materialer