Foto af kvinde der vandrer på Copenhill
Copenhill. Foto: Anette Thede

Fem udflugtstips i påsken

18.03.21
Vi har været sociale udendørs hele vinteren, men måske er der stadig attraktioner, som du ikke har besøgt. Besøg for eksempel Copenhill eller find de gigantiske trolde.

Af bibliotekar Anette Thede

Tag turen op i det blå på Copenhill

To gange Rundetårn. Så højt kommer du op, hvis du bestiger Amager Bakke, Copenhill på internationalsk. Det er en herlig tur op af en udendørs trappe, hvor man undervejs året rundt kan nyde synet af skiløbere på vej ned af bakkens kunstgræs. Når du når toppen, er der en betagende udsigt over København til den ene side og den sorte pist og industri til den anden.
Se åbningstider, parkeringsforhold m.m. på Copenhill.dk

Find giganterne

Det begyndte på Københavns Vestegn. Kunstneren Thomas Dambo fik tilladelse til at opføre fem kæmpestore trolde ude i naturen. Men han fortalte ikke, hvor de var. Jagten gik ind og troldene, som bærer navne som Teddy Venlig og Bakketop Trine, er i dag spredt ude i naturen over hele Danmark. Selv Christiania har i dag en trold.
Læs mere om troldene på Børn i Byen
 

Gå på skattejagt omkring Helsingør

Der er 3.373 små skatte, de såkaldte geocaches, omkring Helsingør. Prøv at finde dem ved hjælp af mobilen og appen Geocaching. Ved hjælp af gps-teknologi bliver du ført fra den ene cach til det næste. Ofte er der bare en lille beholder med logbog og blyant i cachen, men du vil også komme ud for at andre mennesker har lagt en lille gave, som du kan tage og samtidig selv lægge en gave.
Læs mere på Geocaching
 

Find Danmarks ’Big Five’

Normalt forbinder man ’The Big Five’ med Afrikas løve, leopard, bøffel, elefant og næsehorn. Men er du så heldig at have set bison, havørn, vilde heste, spættet sæl og kronhjort herhjemme, har du oplevet de danske ’Big Five’.
Find ud af, hvor i landet du kan komme tæt på dyrene, på Naturstyrelsen.dk.
 

Troldejagt ved Hammermøllen

Fra den 27. marts kl. 12 til den 5. april kl. 15 er der troldejagt fra Hammermøllen. Start ved blomstervognen. En del af troldene har QR-kode, så man kan scanne og læse en lille historie om troldene, alferne og feerne. Arrangørerne, der tidligere har stået for en nisejagt i området, oplyser, at ruten er valgt, så den er for alle aldre og at en klapvogn også kan klare den.

Tags
Materialer