digital litteratur

Dansk digital litteratur - et udpluk

digital litteratur Af: Biblioteket 2. May 2018 0 kommentarer
Spring ind i den fantastiske verden af digital litteratur.

I forhold til den trykte litteratur, er digital litteratur som oftest hurtigere, nemmere og billigere at udgive. Til gengæld er det en generel problematik inden for det digitale felt, at værker på grund af den teknologiske udvikling kan have en skræmmende kort levetid. Nye teknikker kommer til og dermed kan værkerne gå tabt eller blive ulæselige på de nye platforme.

Det gælder bl.a. de hypertekst-fortællinger og flash-digte der opstod i 1980'erne og 90'erne. De betragtes som nogle af de første former for digital litteratur og blev skabt i programmet Flash, som man i dag er gået væk fra til fordel for HTML og apps. Der findes derfor en række websteder, hvor man forsøger at samle og bevare den digitale litteratur for eftertiden. Her nedenfor kan du finde nogle af de danske samlinger og du kan gå på opdagelse i et udpluk af danske og nordiske forfatteres digitale værker.

Samlinger

http://afsnitp.dk/
Dansk netgalleri, der udstiller nordisk litteratur og kunst i grænselandet mellem ord og billede. Siden var aktiv i årene 1999-2009, i dag fungerer siden udelukkende som arkiv. Her findes mange gode eksempler på digitale poesiværker skabt i programmet Flash. Se f.eks. Cia Rinnes animerede og interaktive digt Archives zaroum (2008).

http://www.cyf.dk/insiteout/lyrik/
Digtfremviseren er en dansk antologi af animationer og interaktive tekstpræsentationer. Værkerne stammer fra et eksperiment med formidling af lyrik fra 1999-2001. Der er bl.a. værker af Lars Bukdahl, Søren Ulrik Thomsen og Anne Lise Marstrand-Jørgensen.

http://www.haandholdt.com/
På denne side findes nyere danske værker, der er lavet til iPad og iPhone. Projektet Haandholdt har udgivet apps fra et kunstnerisk udgangspunkt siden 2011. Heriblandt det interaktive og animerede iPad-værk Kalender for natten af illustrator Simon Bodh Nielsen og forfatter Christian Yde Frostholm, som kan købes i AppStore.
 

Værker og forfattere: 

http://enmillionhistorier.dk/
Peter Adolphsens værk En million historier består af små sjove, grove og tankevækkende tekstbidder som gemmer sig bag 24 piktogrammer. Ved hjælp af musen kan historierne sammensættes på forskellige måder, sådan at historien kan læses (og høres)  i en million variationer. Værket er også udgivet i bogform, hvor bogens 10 sider er skåret i seks strimer, der hver rummer to linjer af en historie. 

http://www.individifaellesskab.dk/
Individ i fællesskab af Christoffer Ugilt er to digte redigeret af en robot, som henter sine ord fra de danske nyhedsmedier (dr.dk, tv2.dk, eb.dk, jp.dk. pol.dk mv.). Hvert 5. Minut ”trawles” nyhedssiderne for overskrifter der begynder med enten ”vi” eller ”jeg”. Disse linjer føjes til de to digte, som således bliver længerer og længere.
Anmeldelse af Individ i fællesskab på Litteratursiden.  

http://www.afsnitp.dk/galleri/landskaber/
Landskaber omkring digtet Kompas af Morten Søndergaard. Værket er en digital genskrivning og kortlægning af Søndergaards 28 sider lange digt Kompas, udgivet i samlingen Bier dør sovende (2009). Smukt og sanseligt - træd ind i Søndergaards univers. Anmeldelse af Landskaber omkring digtet KompasLitteratursiden

Du ser kun dig selv
En interaktiv lyrisk fortælling til iPad, der består af tekst af Merete Pryds Helle og tegninger af Cecilia Westerberg. Læseren selv optræder, som den, der hele tiden ser sig selv. Man åbner appen med at tage en kort video af sit ansigt - og så går historien i gang. Kan købes i App Store.

http://projects.stoj.io/offentlighedsloven/index.html
Offentlighedsloven er et webbaseret interaktivt værk af Lasse Korsgaard. Offentlighedsloven sikrer befolkningens ret til at se dokumenter og oplysninger i sager, der behandles af myndighederne. Den sikrer en åbenhed, der er forudsætningen for demokratiet. Korsgaard leger med den åbenhed, ved at give læseren mulighed for at overstrege ord i loven og tegne mønster og former i teksten, så meningen ændrer sig.

Foto: Udsnit af Morten Søndergaards Landskaber omkring digtet Kompas.

 

Tilføj kommentar

Materialer: