Gæsteværelset

Ugens gæsteblogger: Abdi Hedayat
Abdi bor i Ålsgårde. Han er konservator på Statens Naturhistoriske Museum og er en af dem, som rykker ud, når døde hvaler strander, og som bagefter er med til at samle det enorme puslespil af hvalskelettet. I sit indlæg tager Abdi os på ”En verdensomsejling under havet” og trækker tråde fra videnskabens verden og til litteraturens.

Jules Verne og Den Glubske Dræberhval fra Randers Fjord

Gæsteværelset Af: Biblioteket 18. Jan 2018 0 kommentarer
Bloddryppende historier om udforskningen af fjerne egne af jordkloden

Bloddryppende historier om udforskningen af fjerne egne af jordkloden, hvor kannibaler og menneskeædende dyr har gjort det af med de opdagelsesrejsende, har til alle tider været populær læsning. Fra Marco Polos fiktive beretninger om rejser i Fjernøsten i 1300-tallet, til Christopher Colombus´ rejsedagbøger om opdagelsen af America i 1492. Også Danmark har altid været godt med; Søofficeren Frederik Ludvig Nordens ”Rejse i Egypten og Nubien”, udgivet i 1755 (13 år efter Nordens død), blev kendt i hele Europa, som samtidens mest detaljerede beskrivelser af det antikke Nordafrika. Nordens ekspedition blev efterfulgt af ”Den Arabiske Rejse” i årene 1761-1767, en fatal rejse hvor blot én af ekspeditionens 6 deltagere, Carsten Niebuhr, overlevede. Vender vi blikket mod nord, er Knud Rasmussens og Peter Freuchens beskrivelser om livet og døden i Arktis i begyndelsen af 1900-tallet fantastisk fængslende læsning.

I nyere tid har udforskningen af rummet pirret vores fantasi, hvad enten det har været den mere end 60 millioner år gamle dramatiske historie om meteoritfaldet, der tog livet af dinosaurerne, eller Ridley Scotts fantastiske science fiction film ”Alien” fra 1979, hvor besætningen på rumskibet Nostromo udslettes af en fremmed livsform. Også blotlæggelsen af dybhavets hemmeligheder har fyldt meget i vores bevidsthed, hvor Jaques Cousteau i 1940´erne var med til at udvikle og grundlægge den moderne dykning. I stedet for en klodset og hæmmende dykkerdragt, forbundet til overfladen med en iltslange, dykkede Coustaeu ned under havets overflade, udstyret med en let dragt og en flaske med komprimeret luft på ryggen. Her åbenbarrede han havets skjulte hemmeligheder for en måbende skare, der nu for første gang kunne se fotografier af livsformer, der var som taget ud af fantasien.

En Verdensomsejling Under Havet

De fleste af os, med udlængsel og hang til eventyr (og man skal blot tage ud til kysten et sted mellem Kronborg og Gilleleje og betragte skibene forsvinde bag Kullen, før man selv får rejsetrang), er på et eller andet tidspunkt stødt på den franske forfatter Jule Verne, og hans fantastiske roman fra 1869 ”En Verdensomsejling under Havet”; Naturhistorikeren og marinebiologen Pierre Aronnax, dennes tjener, Conseil og harpuneren, Ned Land bliver tilfangetaget af den g(eni)ale Kaptajn Nemo.  Nemo bringer sin besætning og sine fanger rundt i verden, under havets overflade i sin undervandsbåd ”Nautilus”. Om vi har læst hele romanen på originalsproget, eller bladret os igennem en stærkt forkortet udgave i tegneserieform (det gjorde jeg som barn i Teheran), eller måske set Richard Fleischers filmatisering fra 1954 med Kirk Douglas som Ned Land (det gjorde jeg som teenager i Svendborg), er der én oplevelse, der går igen og igen. Nemlig oplevelsen af at Jule Vernes fortælling om livet under havets overflade er vanvittigt og uvirkeligt detaljeret. Samtidig er beskrivelserne af u-båden ”Nautilus” til tider profetiske. Der fandtes undervandsbåde på Vernes tid, men de var på et meget primitivt stadie, og derfor er Vernes tekniske beskrivelser af hvordan en undervandsbåd drives frem, hvordan den tvinges til at dykke, og ikke mindst, hvordan den atter kan søge mod overfladen, bevis for en grundig research, og ikke mindst tegn på en misundelsesværdig evne til at sætte sig ind i et kompliceret research materiale.

”Fake News” baseret på hardcore fakta

”En Verdensomsejling under Havet” består af mange lag; der er det tekniske lag, der omhandler vidunderet ”Nautilus”. Der er et psykologisk lag, hvor persongalleriets mange facetter levende beskrives. Fra den føjelige Conseil, over den iltre Ned Land, der kun kan tænke på sin mistede frihed, til professor Pierre Aronnax, der er fanget imellem begejstringen over at kunne foretage observationer og undersøgelser, som ingen anden i verden anså som værende muligt. Aronnax er tvunget ind i en loyalitetskrise, da han har vundet Kaptajn Nemos fortrolighed, samtidig med at han er nødsaget til at planlægge en flugt sammen med sine medfanger.

Endelig er der et ”biologisk” lag, hvor livet under havets overflade udpensles for læseren. Lige fra fantasifulde og drabelige kampe mellem besætningen og frygtelige søuhyrer, til kulinariske beskrivelser af hvordan havskildpadder skal tilberedes, og hvordan cigarer rullet af tang, slå de bedste cubanske af slagsen.

”En Verdensomsejling under Havet” er ren fiktion, men bygget op på en videnskabelig research, der gør romanen fængende, og altså til tider meget forud for sin tid. Som lægmand er det svært at gennemskue hvornår man udsættes for hele løgnehistorier og hvornår man udsættes for halve sandheder. En af de historier, der den dag i dag må virke som det pure opspind, er rent faktisk baseret på en videnskabelig artikel, skrevet af en dansk professor, i København!

Efter 335 siders læsning, er ”Nautilus” nået til Sargassohavet. Pludselig befinder vi os under en flok delfiner og Verne skriver:

”Stimer af elegante og kåde delfiner ledsagede os i dage ad gangen. De fulgtes i flokke på fem eller seks og jagede i kobbel som ulve på landet; i øvrigt er de ikke mindre grådige end pighajerne, hvis jeg skal tro en professor fra København, der trak tretten marsvin og femten sæler ud af maven på en delfin. Ganske vist var det en spækhugger, der tilhører den største kendte art, og hvis længde nogle gange er på mere end fireogtyve fod.”   

Denne professor fra København hed i virkelighedens verden Daniel Frederik Eschricht (1798-1863), og han var en passioneret hvalspecialist, en af de dygtigste i sin samtid. Igennem sin levetid opbyggede Eschricht en anatomisk samling, der indeholdt verdens største samling af hvalskeletter. Eschricht havde tilmed opbygget et omfangsrigt naturhistorisk bibliotek, med den mest komplette koncentration af litteratur, omhandlende hvaler. I dag er Eschricht gået mere eller mindre i glemmebogen, kun gråhvalens latinske navn, Eschrichtius robustus, minder os om Eschrichts betydning for cetologien, læren om hvaler.

  I året 1862, 7 år inden Jules Verne udgav ”En verdensomsejling under havet”, publicerede Eschricht artiklen ”Om Spækhuggeren”. En artikel baseret på en dissektion af en særdeles rådden spækhugger, foretaget af Eschricht året forinden. Eschricht skriver:

”…hele Opmærksomheden fægsledes af den paafaldende store Mave… og hvor forberedt jeg end havde været paa at finde noget Overordentligt deri, var det dog et høist overraskende Syn, strax at faae Øie paa en 5-6 Sælhunde, deels store deels små, alle flaaede og derhos i den Grad ligesom flettede ind i hinanden, at det, for nøiagtigt at tælle dem, var nødvendigt, at trække dem ud hver for sig.” Eschricht trækker alle kadaverne ud og tæller kranierne. ”Resultatet var, at der i denne Mave fandtes af Marsviin 13, af Sælhunde ligeledes 13, men hvortil kom endnu en 14de, meget lille, der heel og holden, skjønt stærkt medtaget af Forføielsen, var sluppen ind i den anden mave…”       

Eschrichts originale artikel findes endnu (og har ligget på undertegnedes arbejdsbord under tilblivelsen af denne artikel). Ligeledes findes det smukt præparerede og komplette skelet af den dissekerede spækhugger endnu den dag i dag, i Statens Naturhistoriske Museums videnskabelige samlinger (i det, der for 10 år siden hed København Zoologisk Museum).

Om Jules Verne nogensinde har mødt Eschricht, er der ikke noget, der tyder på, selvom Verne opholdt sig i København i 1861 (og igen i 1881, men da var Eschricht for længst død). Eschricht havde mange franske forbindelser og publicerede i øvrigt også mange af sine artikler på netop fransk. Sandsynligvis har Jules Verne læst om Eschrichts fantastiske dissektion, og har fundet historien for god til ikke at tage med i sin roman. (I øvrigt besøgte Verne Kronborg i de første dage af august 1861).

Den kvikke læser har sikkert allerede bemærket, at Jules Verne tilføjede en ekstra sæl til spækhuggerens maveindhold, hvilket minder os om, at man ikke skal tage alt hvad Verne skriver for gode varer…

Skulle ovenstående have tændt en læsegnist, kan jeg varmt anbefale følgende titler, der alle kan lånes på biblioteket:

”Opdagelsesrejser” fra 2006 af Jørn Madsen, ”Christopher Columbus” fra 2007 af Herman Lindquist, ”Det Lykkelige Arabien” fra 1962 af Thorkild Hansen, ”Alle mine morgener på Jorden” fra 2017 af Troels Kløvedal, og endelig ”En Verdensomsejling Under havet” i en nyudgivelse fra 2013 af Jules Verne.

Tilføj kommentar

Materialer: