Gæsteværelset

Ugens gæsteblogger: Mette Ziemendorf Ringsted
Bosiddende i Gilleleje, arbejder på Biblioteket Kulturværftet i Helsingør. Forfatter til "Meget små børn" og "Stille død", foredragsholder, tidligere blogger og (tidligere) klummeskribent for Jyllandsposten Viva.

Da Jens skulle dø

Gæsteværelset Af: Biblioteket 6. Mar 2018 0 kommentarer
”Stille død” handler om, hvordan det var for mig at være pårørende til en døende.

Jeg skrev bogen i årene efter min svigerfars død. Mit håb var – og er stadig – at den kan få andre til at tale åbent om døden, før det er for sent.

Det optimale ville naturligvis være, hvis mine drenges farfar havde passet så godt på sit helbred, at han havde haft mulighed for at blive en rigtig gammel mand, der kunne sidde i sin have og fortælle løgnehistorier og drikke portvin med familien omkring sig. Men sådan skulle det ikke være, for Jens kunne ikke lade være med at ryge cigaretter, og var lang tid om at gå til lægen, da kroppen begyndte at signalere, at noget ikke var som det skulle være. Det var hans valg og hans ansvar, og det har vi faktisk ikke brugt meget tid på at tale om, selvom min svigerfar kun nåede at blive 64 år. Hvad vi i stedet valgte at bruge en del tid på at tale om da han blev syg, det var at han skulle dø.

Åben og nøgtern snak om døden

Lige fra den vinterdag i 2012, hvor han og min mand kom hjem fra hospitalet med en alvorlig kræftdiagnose, talte vi åbent og nøgternt om døden. At Jens var syg var vi forberedt på, og det kom heller ikke bag på os at det kunne være noget alvorligt. Men ni dage forinden havde han prøvet at overbevise os om, at det nok bare var noget mavesår, der drillede, og nu havde han fået at vide, at han ikke ville blive rask og næppe ville leve året ud. Det var stort og voldsomt, og jeg kan godt forestille mig, at det havde givet visse problemer, hvis blot en af os havde været i tvivl, men heldigvis var vi enige om at acceptere diagnosen og dermed også at han skulle dø.

Min svigerfar boede tæt på os, men alene. Vi hjalp ham med en masse praktiske opgaver; der skulle handles, sørges for brænde, bøger og vasketøj. Eftersom han fik stærk medicin for at tage smerterne, var vi også nødt til at agere chauffør for ham, både på de små ture ned i byen og de lidt længere til hospitalet, som viste sig at være gode til alvorlige snakke. Når vi kørte ad de nordsjællandske landeveje, uden øjenkontakt, og med flimrende skov uden for vinduerne, så var det lidt nemmere at tage hul på de store snakke om døden, end når vi f.eks. sad over for hinanden i stuen derhjemme.

Et ønske vi ikke kunne indfri  

Jens talte om musik vi kunne høre til hans bisættelse, venner vi skulle huske at give besked når han var død, vinen vi kunne drikke med vennerne, når han var sendt godt afsted. Han fortalte os, at han gerne ville donere sit legeme til Panum, og vi noterede og nikkede og var med på det hele. Indtil vi begyndte at tale om, hvor han skulle tilbringe sin sidste tid. Min mand og jeg havde en idé om, at hospice var en rigtig god løsning, både for os og for ham. Vi havde både arbejde og børn at passe og var egentlig ikke vilde med tanken om at lade Jens ligge alene på et travlt sygehus, den sidste tid.

Det viste sig bare, at min svigerfar ikke selv syntes at han var en hospice-type. Det han havde forestillet sig var derimod, at min mand og jeg flyttede ind hos ham, så han kunne dø derhjemme. For os var det en absurd tanke, som vi slet ikke tog seriøst. Vi talte kort om den og havde heller ikke dårlig samvittighed over at  meldte tilbage, at det var en opgave vi ikke kunne tage på os. Ville han ikke nok overveje hospice igen? Det lovede Jens. Og måske tænkte han over det, men formentlig havde han andet at tænke på.

Sygdommen var hård ved ham, han tabte sig virkelig meget, havde mange smerter og magtede ikke rigtigt at spise. Det begyndte at være svært for ham at klare sig alene, og det lykkedes os at få ham overbevist om, at hjemmeplejen skulle på banen. Det var ikke nemt for en mand, der i løbet af få måneder gik fra at være sådan en der hjalp andre, til ikke kunne klare selv helt simple opgaver, uden hjælp. På få dage gik hjemmehjælpen fra at være et nødvendigt kompromis, til livsnødvendige støtter, i et liv der var ved at ende.

Klar

Og en aften ringede en hjemmesygeplejerske for at spørge os, hvor Jens skulle være, når han skulle dø. Selvom vi jo egentlig havde aftalt, at han skulle på hospice, så endte vi med tøvende at beslutte os for at han selvfølgelig skulle være i sit eget hjem, når nu det var det han ønskede.  Hjemmeplejen bakkede os op og allerede kort tid efter flyttede vi ind hos ham. Jens var på det tidspunkt ikke længere i stand til at føre en samtale, men vi vidste heldigvis hvad han ønskede.  Vi havde nået at få Panum til at godkende ønsket om at donere hans legeme til dem, vi vidste hvordan vi skulle bisætte ham, havde en liste med venner og familie der skulle have besked når han døde, det tøj han skulle have på i kisten hang klar på en bøjle, hans børnebørn havde, sammen med ham, allerede udvalgt særlige bøger fra hans bogreol og spist hotdogs sammen med ham, ved en interimistisk afskedsmiddag. Vi var klar.

51 dage efter at have fået sin diagnose, døde Jens i sin egen seng, med sin søn ved sin side og duften af kaffe fra sit eget køkken. Det blev en udramatisk afslutning på et kort og intenst sygdomsforløb, hvis udfald vi ikke kunne forhindre. Men fordi vi fik talt om døden, mens Jens stadig var i stand til det, så blev den lige præcis som han ønskede. Og det var en god følelse. Også for os der levede videre.

Tilføj kommentar