Børn

Halfdandigte for børn

Børn Af: Biblioteket 22. Dec 2014 0 kommentarer
Tags: 
Læs et nyt digt hver uge i 2015

Her er Halfdandigte for børn.

Læs også Halfdandigte for voksne

 

Uge 52

 
Julemanden Julle
hader sne og kulde.
For at jage kulden væk
kører han til Julebæk
med sin tante Tulle
på en kagerulle.

Fra Halfdans abc, 1967.

 

Uge 51

Julekalender den 24. december

 
Så blev det jul!
som der står i avisen.
Her vralter gåsen
og der kommer grisen.
 
Troldungen Platon
har sivsko og ble på.
Kæmpen Karfunkel har
fuldskæg med sne på.
 
Der går Jens Kældergrå
sammen med ænderne
og en flok nisser
som klapper i hænderne.
 
Der går kalkunen
så trind i faconen.
Der står Metusalem
frem på balkonen.
Og skønt hans stemme
er rusten og hul,
hører man at han si’r GLÆDELIG JUL!
 
 

Uge 50 - Julekalender den 17. december

 
Nu er der bare en uge til jul!
hvisker det inde fra granernes skjul.
Hvem kan det være der taler så blidt?
Er det en skovtrold hvis stemme er slidt?
Er det et pindsvin der ligger i dvale,
eller et dyr uden hoved og hale..?
Det er Karfunkel
som uredt og spyttende
skriver i sneen at det er den syttende.

 

Uge 49

Julekalender - 10. december

Andrikken Anders var ved at besvime,
da han en dag skulle lære at rime.
Rimene rager mig ikke en papand,
sagde den meget fornærmede rapand.
Og skal jeg rime
så gør jeg det bare
når det er rimfrost,
for det kan jeg klare.
Men får jeg masser af sne under skiene
rimer jeg flot på december den tiende!

 

 

Uge 48
 

Jeg tager et stykke kridt
 
Jeg tager et stykke kridt
og tegner mig et land.
Hvis du vil være dronning der
så er jeg kongemand.
 
Så tegner jeg et slot,  
hvor du og jeg kan bo.
Hvis du vil ha det for dig selv  
så kan jeg tegne to.
 
Så kan vi sidde der  
og se på vores land,
og blir du tørstig,
tegner jeg en rigtig sodavand.

Og børn det skal vi ha.
Men de må vente, du,
for jeg har nemlig ikke lært at tegne dem endnu!
 
Fra Den lille frække Frederik og andre børnerim, 1951.
 

 

 

 

 

Uge 47

 

Den lille frække Frederik

 
Den lille frække Frederik
som elsker sjov og mekanik
har købt en bil og kører nu
og sier babu! babu! babu!.
 
Han gier den rigeligt med gas
og kører hen til Højbro Plads
hvor Absalon tager hjelmen a’
og sier goda! goda! goda!
 
Så kører han til Jægerspris
og bytter bilen for en gris,
og bytter grisen for en bog
med billed af et lille tog.
 
Så kører han med toget hjem
og spiser middag klokken fem,
og så er den fortælling slut
og toget siger futtefut!
 
Fra Den lille frække Frederik og andre børnerim, 1951.
 

 

 

 

Uge 46

 

Blæksprutten Olsen

 
Blæksprutten Olsen,
der er så begavet,
bor i et blækhus
på bunden af havet.

Hvergang der kommer
en hornfisk og trutter,
hopper den op
af sit blækhus og sprutter.

Men når der kommer
en hvalfisk derhen,
hopper den ned
i sit blækhus igen!
 
Fra Den lille frække Frederik og andre børnerim, 1951.
 

Uge 45

Jeg kan male grønne trær

Jeg kan male grønne trær
og sorte skyer og tordenvejr
og æg og høns og fine ænder
og rige mænd med grinetænder.

Jeg kan male hvad jeg vil,
et knaphul og en saltpastil
og mange tusind sorte lopper
som drikker te af kaffekopper.

Jeg kan male meget mer,
en stor giraf, en lille fjer,
en damemund med cigaret i
og en tallerken med spaghetti!

Den lille frække Frederik og andre børnerim, 1951.

 

Uge 44

Jeg vil tælle stjernerne


Jeg vil tælle stjernerne,
nu hvor der er fred.
Men det er så svært
at få allesammen med.

Jeg må bruge fingrene
for at tælle dem.
Men på Oles lille hånd
er der bare fem.

Fem og fem er bare ti.
Af med sko og sok!
Jeg må tælle mine tæer
hvis jeg skal få nok.

Der er ikke nok endnu.
Tusind stjerner blåner.
Det var meget nemmere
hvis jeg talte måner!


Den lille frække Frederik og andre børnerim, 1951.

 

Uge 43

Else elsker pelse

 
Else elsker pølse.
Pølse åd hun dagen lang.
Elses pels blev alt for trang.
Pelsen holdt, men Else sprak.
Else – pelse – pølsesnak.
 
Fra Halfdans abc, 1967 
 

 

Uge 42

 
De vrede soldater
som skyder og slås
bør lære at være så flinke som os.
Vi slås kun for sjov
og når fjenden bliver vred
så kilder vi ham til han trygler om fred.
 
Fra Hokus Pokus og andre børnerim, 1969

 

 

Uge 41

 

Tælle til een

 
Tælle til een og tælle til to.
Hønen går ikke med strømper og sko.
Tælle til tre og fire er nemt.
Æg bliver til røræg når hønen bliver klemt.
Tælle til fem og tælle til seks.
Er du en trold får du børn med en heks.
Tælle til syv og otte og ni.
Knaphuller vokser  der ingenting i.
Tælle til ti. Den sidste skal stå.
Alle de andre tager nathue på!
 
Fra Børnerim, 1964.
 
 

Uge 40

 

Inde i min mosters mave

 
Inde i min mosters mave
er en lille børnehave.
Hun skal nemlig være mor til en tvilling og hans bror.
 
Når jeg lytter med mit øre tæt mod maven,
kan jeg høre to små glade unger
kravle inde bag min mosters navle.

Alle mødre har en mave
som engang var børnehave.
Hvis man ikke går i kloster får man børn som lille moster!
 
Fra Børnerim, 1964.
 

Uge 39

Kirsten Klokker

 
Kirsten Klokker fra Hjortekær
har hvide sokker og sorte tæer.
Fy for pokker! for Kirsten Klokker
Men fy! især for de sorte tæer.
Bedre var det med sorte sokker og hvide tæer,
lille Kirsten Klokker!
 
Fra Børnerim, 1964
 
 
 

Uge 38
Tre firlinger

Tre firlinger fra Femvejen,
tog til Tikøb på hjemvejen,
traf to tyve med en tokrone
på Trekroner hos en krokone,
kom til Elverhøj ved tolvtiden
og gik lige ind i oldtiden!
 
Børnerim, 1964.
 
 
 

Uge 37

Blæsten puster med sin mund

 
Blæsten puster med sin mund.
Stjærnerne er nøgne.
Der er støv på nattens bund,
støv i mine øjne.
Søvnen kalder på de små.
 
Dagens leg må slutte.
Jeg vil ha godnat-tøj på.
Jeg vil ind og putte!

Fra Børnerim, 1964.

 

 

Uge 36

I kassematten sad en masse katte

I kassematten sad en masse katte
med glatte kattehatte
og med matte,
men da de glatte hatte
var for små
fik alle glatte katte matte på!
 
Fra Børnerim, 1964.

 

 

 

Uge 35

Ormene har ingen øjne

Ormene har ingen øjne,
ingen ben og intet hår.
Ormene er ganske nøgne
og må kravle når de går.
Ormene kan ikke tale.
Ormene har ingen tænder.
Ormene er kun en hale
der er ens i begge ender!

Fra Børnerim, 1964.

 

Uge 34

Opfinder Olsen fra Opfinderland

Opfinder Olsen fra Opfinderland
opfinder mer end en opfinder kan.
Nu har han opfundet gafler med vanter
og lyseblå snabelsko til elefanter.
Og snart vil han opfinde
frakker til trær,
så de kan stå ude i alle slags vejr!

Fra Børnerim, 1964.
 

Uge 33

 

Kaspar Himmelspjæt

Højt på himlen står en sky.
Dybt, dybt nede er en by.
Mellem sky og by
man kan se en lille venlig mand.

Det er Kaspar Himmelspjæt,
som går rundt med blå kasket
og fortæller stork og stær
at den kolde tid er nær.

Og hver fugl som drager bort
over landet, som er vort,
får et kort hvorpå der står:
Kom igen til næste år!
 
Hvis du under himlens skyr
ser en lille venlig fyr
er det Kaspar Himmelspjæt
med den fine blå kasket!
 
Fra Børnerim, 1964.

 

Uge 32

Nådada for Tilde!

Nådada for Tilde!
som fyldte ti den tolvte.
Hun har væltet Rundetårn
og trillet det til Holte!
Nu er Holte tromlet flad,
men søde lille Tilde
hun er bare ligeglad
for hun er fra Tisvilde!

Fra Børnerim, 1964.

Uge 31

Tyggegummikongen Bobbel

Tyggegummikongen Bobbel
sidder i en gummipoppel,
synger tyggegummisange
for en tyggegummislange.

I hans slot af tyggegummi
med de mange flotte rum i,
sidder tyggegummikonen
midt på tyggegummitronen.

Alle folk fra kvist til kælder
spiser gummifrikadeller,
drikker tyggegummivander
af de store gummikander.

De har tyggegummitunger.
De får tyggegummiunger,
går med tyggegummihatte
og har tyggegummikatte.

De har tyggegummistuer
fyldt med tyggegummifluer.
De har tyggegumminæser,
der kan vippe når det blæser!
 
Børnerim, 1964.

 

Uge 30

Solen går i silkekjole

Solen går i silkekjole
og er meget, meget fin.
Når hun danser over himlen
spiller blæsten violin.

Månen går til aftenselskab
og har blanke laksko på,
kommer fuld hjem midt om natten
med sin høje hat på skrå.

Børnerim, 1964.

 

Uge 29

Onkel Karfunkel

Onkel Karfunkel
en landmand til vands
med femtusind grise
som ikke er hans,
Den ene er flot
og den anden er fin,
men resten af grisene
er nogle svin!

 

 

Uge 28

 
 

Sikken et hus!

Sikken et hus!
Mus i mit krus!
Rotter i potter
og katte med kutter
og fem hottentotter
der sidder og prutter!

 

Børnerim, 1964. 

 

Uge 27

En kælling og en kylling

En kælling og en kylling
og en killing der var tvilling
tog til Kolding med en rolling
for at købe for en skilling,
købte klamme fedteklemmer,
købte krummer af en kræmmer,
købte klæge klattekager
hos en klattekagebager.

Børnerim, 1964.

Uge 26
Ved verdens ende

Ved verdens ende står et slot.
På slottet bor prins Tommeltot.
Hans svigermor er høj og flot og bred som et kateder.
Hun sidder på en fin altan
af butterdej og marcipan
og drikker portvin hele daen med Josef og Sankt Peter!
Når solen synker ned i vest,
så går hun hen til byens præst
og sidder der og laver fest og bander
så det sprutter,
mens stakkels lille Tommeltot må sutte på sin slikkepot
og sidde på det dumme slot

 

Uge 25
Den stærkeste mand

Den stærkeste mand i verden
kan bære en flodhest i tænderne,
og løfte en sporvogn fra skinnerne,
imens han klapper i hænderne…
Men sætte en blomst på et lille strå
og farve den vældige himmel blå
og skænke min søster en mælketand -
det evner han ikke, den stærke mand.

Fra Børnerim, 1964

 

Uge 24
Posemandens bil 

 

Petersen og Poulsen
og Pallesen og Piil
tog ud en dejlig sommernat
i posemandens bil.
 
Bilen havde ingen hjul
og heller intet rat
men det var osse lige fedt
for det var nemlig nat.
 
Skoven var en sølle skov
for der var ingen træer
men det var fedt med det,
for det var dejligt vejr.
 
Petersen og Poulsen
og Pallesen og Piil
har aldrig haft en bedre tur
i posemandens bil.

Fra Børnerim, 1964.

 

Uge 23
Hvem har malet himlen blå?

 

Det er svært at svare på.
Men jeg tror den fik sit skær
fra de blå violer der.
La-la-lu-la-lu-la-lej.
 
Hvem har farvet havet blåt?
Jo, min ven, det ved jeg godt:
Havet er så blåt fordi,
du har kigget dybt deri.
La-la-lu-la-lu-la-lej.
 
Hvem har farvet rosen rød?
Det har solen med sin glød.
Hvem har malet næsen sort?
Det har lille Søren gjort.
La-la-lu-la-lu-la-lej.
Fra Den lille frække Frederik og andre børnerim, 1951

 

Uge 22

Pernille krøb op i et persilletræ
og faldt ned på et stikkelsbær
og stak sit knæ
tog en slurk af en agurk
så hun brak sin fod
og red hen til hospitalet på en gulerod.

Fra Hokus Pokus og andre børnerim, 1969

 

Tilføj kommentar

Materialer: