
Velkommen til Kulturværftets lægeklinik!
Leg med hele kroppen
Sprogrummet er forvandlet til en lægeklinik, med alt hvad du skal bruge, for at behandle alt fra brækkede ben til influenza. Vi har kitler, stetoskoper og bandager, og bamsepatienterne er indlagt i deres senge.
Klæd dig ud som læge, sygeplejerske eller tandlæge, og giv dine voksne eller bamserne et sundhedstjek. I kan veje og måle jer, og skrive en journal.
Gennem leg og samtaler lærer de mindste børn om både den raske og den syge krop, om lægebesøg og alle kroppens fantastiske funktioner.
Lån bøger om kroppen
Børnebibliotekarerne har fyldt rummet med gode billedbøger om kroppen. Læs om Sallys far der har "mandeinfluenza", om bare numser og om dengang Samira opdagede, at vi allesammen går rundt med et skelet indeni os!
Gæt en lyd
I rummet kan du høre forskellige kropslyde. Find billederne i vindueskarmen, og se om du kan gætte, hvilket billede der hører til lyden.
KROPPEN i Sprogrummet kan opleves frem til og med marts 2023
Et sprogrum for børn og deres voksne
Velkommen i Sprogrummet på Kulturværftets børneetage! Et rum med plads til leg for de mindste børn på 0-6 år.
Her stimuleres sprog og nysgerrighed gennem leg og samtaler. Børnene kan lege og gå på opdagelse i skiftende temaer, og rummet er altid fyldt op med bøger I kan læse og låne, så legen og den gode samtale kan fortsætte derhjemme.
Til og med marts 2023 sætter vi fokus på KROPPEN i Sprogrummet.
KROPPEN på Espergærde Bibliotek
I legeområdet på Espergærde Bibliotek kan I også opleve temaet KROPPEN.
Her finder I lægeudstyr, kitler og bamsepatienter som har brug for behandling.
Leg, snak og lån bøger om kroppen med hjem.
Arrangement: Bamsehospitalet besøger Kulturværftet
Så kom forbi Bamsehospitalet, hvor din bamse kan blive tilset af en sygeplejerske, en røntgenlæge og en bamselæge, så den kan blive rask igen.
Kulturværftet 12.02. 2023, kl. 12-15. Gratis.
