Piger læser bøger
Gode læsestunder hele sommeren

Sommerbogen 2024

11.06.24
Tag læselysten med på sommerferie! Vi inviterer alle børn mellem 6 og 15 år til at læse bøger og løse læseudfordringer hele sommeren. Alle deltagere får en boggave, en mulepose og chancen for at vinde den eftertragtede hovedpræmie: at tømme en boghandel på fem minutter.

Hvordan deltager du i Sommerbogen?

  • Gå på Biblioteket Kulturværftet, Espergærde Bibliotek eller Hornbæk Bibliotek og få udleveret et udfordringsark.
     
  • Bliv inspireret - gå på opdagelse på dit børnebibliotek eller på eReolen GO. Spørg dine venner eller bibliotekaren om en anbefaling.
     
  • Læs eller lyt til mindst tre bøger, lydbøger eller ebøger og udfyld anmeldelseskortet.
     
  • Gennemfør mindst 10 udfordringer. Du kan godt løse flere udfordringer på samme tid – hvis du f.eks. læser en skør bog, mens du spiser is og anbefaler den til en ven bagefter, så har du allerede løst tre!
     
  • Aflever dit udfordringsark på biblioteket senest lørdag den 24. august 2024. 
     
  • Alle deltagere som gennemfører læseudfordringen, kan hente en præmie på biblioteket. Samtidig deltager du i den landsdækkende lodtrækning.

Sommerbogspræmier og den store lodtrækning

Alle børn som deltager i Sommerbogen og afleverer udfordringsarket, får en særlig præmie for deres indsats.

  • En bog - vælg din favorit fra vores udvalg af præmiebøger. Der er altid flere forskellige titler at vælge imellem.
  • Mulepose og sommerbogsbadge - brug din mulepose igen og igen, når du skal låne bøger på biblioteket, til svømning eller købe ind.
  • Et Sommerbogen-bogmærke - på bagsiden finder du tre grønne tips.

Hvert udfordringsark fungerer samtidig som lod i den landsdækkende lodtrækning om den store hovedpræmie: at gå amok i en boghandel på fem minutter.

Billede af sommerbogspræmier

3 måder at deltage i Sommerbogen

Hvad hvis I ikke kan nå forbi biblioteket inden sommerferien? Heldigvis er der flere muligheder for at udfylde arket, som det passer jer bedst:

  1. Hent og aflever på biblioteket:
    Hent et udfordringsark på biblioteket og lån bøger med hjem.
     
  2. Du vil helst udfylde i hånden og har adgang til en printer:
    Print arket hjemmefra din egen printer. Find arket her.
     
  3. Du vil sparre på papiret, eller foretrækker at skrive på PC/tablet:
    Udfyld det interaktive udfordringsark direkte på din computer eller tablet. Send eventuelt arket til egen mail, så du kan vise det udfyldte ark til bibliotekaren på en telefon. Find arket her.

Uanset hvilken måde du vælger at deltage i Sommerbogen på, så husk at hente din sommerbogspræmie senest den 24. august 2024.