Bibliotek

Kend din kilder
Workshoppen ”Kend dine kilder” er et testforløb, som kommunens biblioteker er ved at udvikle i samarbejde med skolerne. Det sætter fokus på kildekritik, og klæder børnene på til at skelne mellem fake news, fup og fakta.

Skoleelever på jagt efter fake news

Bibliotek Af: Biblioteket 25. Sep 2019 0 kommentarer
7.b fra Tibberupskolen er en af mange klasser, der i år deltager i forløb om informationssøgning på bibliotekerne. Det har aldrig før været så vanskeligt for børnene at adskille fup fra fakta, mener bibliotekar Vivi Larsen.

Solen er så småt begyndt at titte ind ad vinduerne på Espergærde Bibliotek. Det er torsdag morgen, og bibliotekarerne Vivi Larsen og Jette Eriksen går og forbereder sig på, at 7.b fra Tibberupskolen skal komme forbi om en halv time. Med ét går døren op, og glade skolebørn vrimler ind i lokalet.

" Er det her, vi skal være?", er der en pige, som spørger de to bibliotekarer.  "Ja, det er det, men er det ikke først om en halv time? Er I fra Tibberupskolen,” siger Jette Eriksen.
Sammen med kollegaen Vivi Larsen står hun for undervisning i kildekritik på flere af kommunens biblioteker. Klassen er kommet for tidligt, men de to bibliotekarer er kendt for at være forberedt til fi ngerspidserne, så efter lidt praktisk forvirring går undervisningen i gang.

Eleverne har hver deres computer med, og mens de starter dem op, udleverer Vivi Larsen og Jette Eriksen nogle bogmærker med beskrivelse af forskellige internetsider, som eleverne skal besøge.

Fup eller fakta

I grupper af tre til fire diskuterer børnene derefter, om de mener, at man kan stole på de internetsider, bogmærkerne har sendt dem ind på. Et af eksemplerne er siden plasticchange.dk, som eleverne skal give stemplet valid eller fake. Siden handler om plastikforurening.

Det kan være svært at vide, om det, der står et sted, er rigtigt, men hvis man nu finder samme information andre steder, så kan man bedre stole på det. Man skal helst kende hjemmesiderne i forvejen eller læse om dem på andre sider, siger Julius fra 7.b. Han synes, at bogmærkerne med konkrete hjemmesider er en god idé og fortæller, at det er sjovt at høre, hvordan de andre i klassen opfatter den samme information, som han møder på skærmen. Rosa stemmer i. Hun mener, at man altid bør undersøge fakta til en skoleopgave. Det er meget vigtigt at være kritisk og tjekke kilderne, for ellers risikerer man at blive snydt og skrive noget,
der er forkert, siger Rosa fra 7.b.

Aldrig været sværere at spotte fake news

Bibliotekar Vivi Larsen mener, at det med internettets indtog og digitaliseringen er blevet vanskeligere for børn og unge at navigere i informationslandskabet.
Og derfor er opgaven med at klæde børn på til at være kildekritiske og kunne skelne vigtigere end nogensinde, siger hun.

Vi sender dem ud på digital opdagelse for at vise dem, at de hver gang, de er på nettet, skal være kritiske og ikke uden videre have tillid til det, der står, forklarer Vivi Larsen.
Dagens undervisning er ikke et færdigstrikket program, men et koncept, som skolerne og Helsingør Kommunes Biblioteker er i gang med at udvikle i fællesskab. Ud over kildekritik udbyder bibliotekerne blandt andet klassiske litteraturforløb, hvor bibliotekarerne i samarbejde med skolernes personale introducerer eleverne for en række forfattere og forløbet ”Kend dit bibliotek,” der handler om, at børnene skal lære at orientere sig i bibliotekets palet af fysiske og digitale tilbud.

Julijana Stoleska, der er klasselærer for 7.b på Tibberupskolen, fortæller, at workshoppen om kildekritik gavner eleverne. Bibliotekarernes faglighed, erfaring og systematiske tilgang har ifølge hende suppleret skoleundervisningen, siger hun, da eleverne skal til at vende snuden hjemad efter halvanden times øvelser og diskussion.

Bibliotekarerne kan helt klart bidrage med faglige input og erfaring. Nogle af eleverne har vanskeligt ved at gennemskue, om de kan stole på en konkret hjemmeside, og der er øvelserne med bogmærker og kritiske  spørgsmål virkeligt gode,  praktiske værktøjer, som man kan tage med hjem, siger Julijana Stoleska.

Tilføj kommentar