Børn

Bamses ballonfærd
Bamse Hansen har lavet sig en forrygende rejseplan. Han sætter først fut under ballonen og svæver op imellem de blinkende stjerner, inden han til sidst kommer tilbage til Helsingør.

Læs om Bamse Hansens store ballonfærd

Børn Af: Biblioteket 23. Jan 2020 0 kommentarer
Tags: 
Den bløde bamsebjørn, som bor på Kulturværftets børnebibliotek, har fået rejsefeber. Som en del af oplevelsesbiblioteket kan man få stemplet sit eget bamsepas og følge med i bamses rejse ud i verdensrummet.

Brum brum, Bamse Hansen sidder i sin stol og kigger ud på nattehimlen. Tusindvis af glitrende stjerner spejler sig i vandet, og månen titter frem bag Kronborg. Han mærker rejsefeber og tænker, at det er tid til at tage ud på langfart igen. Måske på eventyr oppe mellem stjernerne.

Bamse Hansen pakker straks sin kuffert og sin køjesæk og smider begge dele op i luftballonens kurv.  Den gule bamse letter anker og kaster sandsække overbord. Ballonen stiger langsomt op mod stjernerne og universets roterende planeter.

Afsted mod fjerne planeter

Han har før sejlet på de syv have, men har i mange år boet på det tidligere skibsværft. Nu har han dog igen fået mod på at rejse, og i foråret kan man opleve bamses færd ud i verden på Kulturværftets børnebibliotek. Først svæver ballonen op mellem de blinkende stjerner ude i rummet, så kommer den forbi fremtidens robotter, og til sidst vender den hjem til Helsingør.

Hele foråret kan man dagligt opleve en masse aktiviteter om den store rejse. Børn og barnlige sjæle kan farvelægge stjerner og stjerneskud i alverdens farver, i hulen kan man opleve film fra verdensrummet, og ved Bamses hus kan man høre Bamse Hansen fortælle om sin rejse i den gamle radio.

 

Bamsepas

Hvis man skal rejse til udlandet, har man brug for et pas, og på børnebiblioteket kan man få sit helt eget bamsepas. Fra januar til maj kan man få stempler i sit pas, når man laver en aktivitet på biblioteket. Det kan være at løse opgaveark ved Bamses hus, tegne, læse med lommelygte i hulen eller lege, at man er på en spændende rejse.  Man kan også få stemplet sit pas, hvis man deltager i et arrangement.

På Kulturværftet og på Espegærde Bibliotek kan børn tage passet med og drømme sig væk til fjerne planeter og sydlige himmelstrøg. Med goggles og flyverhjelm på kan de rejse til nye spændende steder.

Rumraketter og stjernedans

I legekufferne kan man finde bogen om ”Hr. Wilders stjerne” og ”Lille frø bygger rumraket”. I kan se, hvordan stjernebilledet ændrer sig året igennem, og prøve om I kan fange stjernerne med brætspillet ”Stjerner og Stiger”. Her gælder det om at nå helt op til månen!

Vinderen kan gøre som hr. Wilder, der danser sin egen stjernedans. Børn kan klæde sig ud som en astronaut, møde robotbamsen og flyve rundt med en lille rumraket.

Lyt til Bamse Hansens rejsefortælling

I Bamse Hansens hus finder I en rigtig gammel radio, hvor I kan høre Bamse fortælle om sin tur blandt stjernerne. Børnene kan desuden gå på opdagelse i Bamse Hansens hus, hvor man kan finde månesten, stjernestøv og månegrus.

Fakta: Luftballonens rejseplan

Bamse Hansen har lavet sig en forrygende rejseplan. Han sætter først fut under ballonen og svæver op imellem de blinkende stjerner, inden han til sidst kommer tilbage til Helsingør. På helsbib.dk kan man læse mere om bamsens tur.

Januar-februar

I de første måneder flyver han op til stjernerne, ser på planeter og får stjernedrys på pelsen.

Februar-marts

Luftballonen lander, og Bamse Hansen går på opdagelse i en forunderlig verden, hvor mange ting er anderledes end i Helsingør. Der er godt nok en skov, som der er mange af i Helsingør, men livet i skoven er helt anderledes end derhjemme.

Marts-april

Bamse Hansen får sat fut under ballonen og får alt for meget fart på, så han lander i fremtiden. Fremtiden er styret af robotter, og Bamse Hansen kommer med på værkstedet, hvor robotterne bygges.

April-maj

Hjem kære hjem – det er så fantastisk at se Helsingør lidt fra oven. Sammen med Bamse Hansen svæver vi rundt over byen.

Foto: Kjeldo og Helsingør Komunes Biblioteker .

Tilføj kommentar

Materialer: