Billede af Sommerferieaktiviteter
Bibliotekerne byder på masser af aktiviteter i sommerferien

Bibliotekernes sommerferieaktiviteter for børn og familier

10.06.24
Sommeren er over os, og Helsingør Kommunes Biblioteker er klar med et væld af sjove og hyggelige aktiviteter for børn og deres voksne. Læs med her, og få et overblik over hvad der sker på dit lokale bibliotek denne sommer.

Turen går til biblioteket

Bibliotekernes sommeraktiviteter byder på noget for de fleste. Fra skattejagt og kreative værksteder til gode grønne gerninger. Som altid har vi selvfølgelig også masser af læseoplevelser på hylderne, som kan tage jer med på rejse til destinationer som Mumidalen og Bulderby.

Sommerens aktiviteter på bibliotekerne er gratis, og kræver ingen tilmelding.

Det sker på Biblioteket Kulturværftet

Skattejagt
29. juni – 11. august
For børn i alderen 6-10 år
Tag på skattejagt i Museerne Helsingørs udstilling ’Turen går til Helsingør’. Skattejagten starter i børnebiblioteket, hvor du finder kortet, og fortsætter i udstillingen. Både store og små kan opdage sjove detaljer i udstillingen, og opleve Helsingørs historie som handels- og turistby.

Lån en skraldenapper
29. juni – 11. august
I bibliotekets betjente åbningstid
For børn og deres voksne
Lån en skraldenapper og gør en god gerning, mens I sammen går en tur. Nap affald på stranden eller i byen, hvor I går, og aflevér skraldenapper og jeres pose med affald på biblioteket.

Kreativt værksted
29. juni – 11. august
For børn i alderen 6-15 år
Hele sommerferien kan børnene være kreative i børnebibliotekets værksted. Aktiviteterne tager inspiration fra FN's Verdensmål, og skifter løbende, så der er nye, spændende projekter at kaste sig over.

Billede af Sommerferieaktiviteter

Det sker på Espergærde Bibliotek

Collageværksted
1. juli – 6. juli og 5. august – 10. august
I bibliotekets betjente åbningstid
For børn i alderen 6-15 år
Lav dine egne bogmærker eller flotte sommerpostkort i collageværkstedet. Vi genbruger billeder fra kasserede bøger og giver dem nyt liv gennem kreative projekter.

Lån en skraldenapper
29. juni – 10. august
I bibliotekets betjente åbningstid
For børn og deres voksne
Lån en skraldenapper og gør en god gerning mens I sammen går en tur. Nap affald dér hvor I går, og bidrag til en renere by. Aflevér skraldenapper og jeres pose med affald på biblioteket.

Billede af Sommerferieaktiviteter

Det sker på Hornbæk Bibliotek

Tegn på sten
1. juli – 27. juli
I bibliotekets betjente åbningstid
For børn i alderen 6-15 år
Giv en personlig gave til nogen, du holder af. Find en flot sten på stranden, og tag den med til biblioteket, hvor vi har tuscher og masser af inspiration til at skabe smukke motiver.

Bliv Havmiljøvogter
29. juli – 3. august
I bibliotekets betjente åbningstid
For børn og deres voksne
Alt for mange bruger havet som skraldespand, hvilket skader både dyr, miljø og mennesker. Bliv havets ambassadør, så vi undgår affald i havet. Hent en havfaldspose på biblioteket og gør en god gerning, mens I sammen går en tur på stranden.

Billede af Sommerferieaktiviteter

Sommerbogen 2024

Sommerbogen: Tag læselysten med på sommerferie

Biblioteket Kulturværftet, Hornbæk Bibliotek og Espergærde Bibliotek
14. juni – 24. august.

Sommerbogen er børnebibliotekernes årlige læsekampagne, hvor børn mellem 6 og 15 år inviteres til at til at læse bøger og gennemføre læseudfordringer i deres sommerferie.

Alle børn som gennemfører årets læseudfordringer, belønnes med en bogpræmie, en mulepose og chancen for at vinde i den landsdækkende lodtrækning om den store hovedpræmie.

Læs mere om hvordan du deltager i Sommerbogen.