Blomst og bi
Foto af Achmad Al Fadhli på Unsplash

Uge Sex: Fortsæt samtalen derhjemme

07.02.22
Hvert år i uge 6 sætter Sex & Samfund fokus på sex, køn, krop og grænser med en række undervisningsforløb til skolerne. Vil du have inspiration til hvordan I kan fortsætte samtalen derhjemme? Så læs med her.

Krop og køn for de yngre børn

Allerede fra børnehavealderen kan du begynde at tale med dit barn om, at kroppe kan se ud på forskellige måder, og om hvordan man kan mærke sine kropslige grænser. For eksempel at mærke efter, om man har lyst til et kram eller at blive kildet, og at lytte når andre siger nej tak.

En del nyere billedbøger forklarer i øjenhøjde med barnet om forskellige familieformer, og viser, at der er mange måder at være dreng og pige på. Som Julian i "Julian er en havfrue" der bare elsker at klæde sig ud som havfrue.

Pubertet, samtykke og dét der sex…

For de større børn begynder spørgsmål om puberteten og nysgerrighed på sex og kærlighed at dukke op, og bøgerne kan være et godt sted at starte, hvis man synes det er lidt pinligt at skulle spørge sine forældre direkte. 

I "Alt om samtykke" bliver samtykke-begrebet taget op, og fortæller om hvordan grænser sættes og respekteres, både i intime relationer og i hverdagslivet. Bogen er en fremragende introduktion til samtykke for børn fra 11-års alderen, men også for voksne. At kommunikere sine behov og grænser er nemlig en livslang læring.