""

Tag på vinterferie med en god bog

11.02.21
I denne guide finder I tips til at lave kreative projekter indenfor, kælketure i skoven og inspiration til gode vinterbøger for børn. Måske skal I på vandretur i Ruslands bakker med børnene en solskinsdag i ferien?

Af Helsingør Kommunes Biblioteker.

Skovene omkring Helsingør er fyldt med spændende bakker, hemmelige stier og gode steder at bygge hule. Kulden ser ud til at vare ved en tid endnu, og hvis sneen følger med, kan det være, at vinterferien skal bruges i skoven med en kælk under armen? I denne artikel finder I inspiration til aktiviteter i det fri, kreative udfoldelser indendørs og tips til læsning i vinterferien. Alle bøgerne kan findes fysisk eller digitalt gennem helsbib.dk.

Vinterlæsning

Mor Muh leger sommer

Jujja Wieslander og Sven Nordqvist. Det er vinter, og Mor Muh længes efter sommer. Sammen med Krage mindes hun de gode ting, de lavede, da græsset var grønt, og solen skinnede. Men de finder ud af, at det også er sjovt med sne og kulde.

Peter Plys i sneen

Andrew Grey. Det er blevet vinter i Hundredmeterskoven, og Peter Plys og Grislingen er lidt bekymrede for, om Æslet kan holde varmen. Da de finder en bunke pinde i skoven, beslutter de sig for at bygge et nyt hus til Æslet.

Mimbo Jimbo og den lange vinter

Jakob Martin Strid. Den lille, blå elefant Mimbo Jimbo undrer sig over, at det er snevejr, nu hvor foråret burde komme. Sammen med sine venner undersøger han, hvorfor vejret opfører sig så mystisk. Det bliver en spændende rejse ud i snelandskabet.

En vinterhistorie 

Isak Weiss Brinks og Dina Gellert. Simon drømmer om at rejse langt bort til de varme lande, men står i stedet dag ud og dag ind og sorterer kattemadsdåser på sit kedelige arbejde. En dag får Simon imidlertid en fantastisk oplevelse, der inspirerer ham til at lægge sit liv om.

Pakken: en lille historie om vinter

Christina Lucia Wraber. I en lille by i et land mod syd falder der en pakke ned fra himlen. Hvem er pakken til, og hvad indeholder den? Pakken er til dem alle, og inde i den er der vinter med snevejr.

Leg inde i varmen

Skal I quizze om Danmark, lære at tegne dyr eller være kreative med perler, pap og tråd?

Weekend: kreative projekter til børn og deres voksne

Sabine Lemire. Her finder I Idéer til sjove aktiviteter i flere sværhedsgrader for forældre og børn. I kan gå på opdagelse i hjemmelavede kaninbure, perlecollager, fly af æggebakker, spil, foldetegninger og meget mere.

Alle tiders klip

Søren Thaae. Bogen rummer forslag og idéer til de fire årstider og årets højtider. Til hvert klip er der skabeloner, arbejdsbeskrivelser og information om værktøj og materialer.

Den store quiz om lille Danmark

Jakob Kragh, Camilla Schierbeck og Jesper Roos Jacobsen. Hvad står p'et for i en p-tærte? Hvilken viking gjorde Danmark kristent? Og hvad betyder navnet LEGO? Quizbog med 1.000 spørgsmål om Danmark i forskellige kategorier som underholdning, mad og historie.

Gør turen til en leg

Trap Danmark. Bind 26, Halsnæs, Gribskov, Helsingør, Fredensborg

Hvis I har mod på det, er der masser af grønne områder, hvor I kan tage kælken med under armen. Den opdaterede 6. udgave af guiden rummer detaljer, viden, fortællinger og et hav af beskrivelser af steder, hvor du kan tage på tur i lokalområdet. Hvad med at tage ungerne med til bakkerne ved shelteret Edens Have i Hellebæk Skov? Eller på vandretur ved de nordsjællandske borgruiner?

Friluftsrollinger

Julie Pio Kragelund. Guide til småbørnsforældre, der gerne vil dyrke et aktivt familiefriluftsliv, med konkrete råd og vejledninger til børneegnede aktiviteter. Det handler om vandring, orienteringsløb, cykling, overnatning i det fri, bål, fiskeri og kanopadling.

Se Helsingør med de lokale forfattere

Tag med de lokale forfattere til deres yndlingssteder i den lokale natur. ”Se Helsingør fra din cykel,” der er lavet af biblioteket, tager dig forbi Egebæksvang skov, bunkerne i Hornbæk Plantage, Den gamle Kongevej i Nyrup Hegn og en lang række andre spændende naturoplevelser. Det hele kan opleves til fods med vandrestav eller på cykel alt efter vejr og smag.

Materialer