Stærke piger i børnebøger

19.02.21
Er du klar til at møde piger i bøger, som er rebelske, bestemte, eftertænksomme og nørdede?

Kvindernes kampdag

Kvindernes internationale kampdag markeres hvert år d. 8. marts. Dagen har som mål at sætte fokus på kvinders rettigheder verden over, hvor udviklingen ofte vises i en historisk sammenhæng. 

Rebelske, bestemte, eftertænksomme og nørdede piger 

At være stærk kommer til udtryk på mange måder, og netop i nutidens børnelitteratur er der rig mulighed for at opleve det. Derfor har vi samlet et udpluk af spændende børnebøger, hvor pigerne fører an.   

Godnathistorier for rebelske piger: 100 indvandrerkvinder der ændrede verden af Elena Favilli (6-13 år) 
100 små fortællinger om betydningsfulde kvinder, der har forladt deres hjemland for at finde nye muligheder.

Allerbedste Betty af Alberte Winding (3-5 år)
En samling af tre forskellige, men allesammen skønne og sjove fortællinger om den selvstændige Betty. 

Lili-serien af Kim FupZAakeson (2-4 år)

Bøgerne har alle en enkelt handling kombineret med den viljestærke, opfindsomme og frække hovedperson Lili samt finurlige illustrationer. Det gør dem til forrygende læsning for de mindste. 

Kammas kjoler af Cecilie Wallengren (3-5 år)
Kamma elsker kjoler og vil helst have kjole på i al slags vejr, men det er mor ikke enig i. Kamma bliver vred og tager sagen i egen hånd ved hjælp af saks og skraldespand. 

Jane Goodall (Serien Små mennesker store drømme) af Maria Isabel Sanchez Vegara (4-6 år)
Billedbog om chimpanseforskeren Jane Goodall, som udlevede sin drøm om at bo blandt chimpanserne. 

De klassiske 

Ronja Røverdatter ved Kina Bodenhoff af Astrid Lindgren (6-8 år)
Ronja og Birk er børn af to forskellige røverbander, der ligger i åben krig. Ronja viser stor rebelskhed, da hun bliver venner med Birk.

Momo af Michael Ende (7-10 år)
I udkanten af den store by bor Momo, en lille, klog pige som altid har tid til at lytte til børn og voksne. Men en stor fare - de grå tidstyve - truer menneskeheden, og Momo tager kampen op mod dem.

Kender du Pippi Langstrømpe af Astrid Lindgren (3-7 år)
Da Pippi Langstrømpe flytter ind i Villa Villekulla med sin hest og den lille abe hr. Nilsson, får børnene Tommy og Annika en anderledes legekammerat, for Pippi Langstrømpe er utrolig stærk, kan alt og laver alting selv.
 

Materialer