Mumitroldenes magiske univers

23.07.20
Mumitroldenes forfatter Tove Janssons forfatterskab er på programmet under Nord litteraturfestivalen.

Mumitroldenes forfatter Tove Janssons forfatterskab er på programmet under Nord litteraturfestivalen. Børnebiblioteket vil derfor nu stille skarpt på hendes, nok meste berømte romanfigurer Mumitroldene. Bøgerne er for alle. Lige fra pegebøger til de yngste, til romanerne om Mumitroldene for de ældste og alle os voksne, der holder af Mumiuniverset. 

Artiklen er skrevet af børnebibliotekar og forfatter Helle Laursen. I artiklen skriver Helle også om hendes oplevelse med Astrid Lindgrens bøger, og hvem der er hendes favoritfigur. 

Mumier

Ikke bare har Tove Jansson skrevet om Mumitroldene, forfatteren har selv illustreret og sat billeder på hvordan Mumitroldene ser ud, og den verden de bor i. Det er fantastiske illustrationer, der har vist sig levedygtige over tid. 
I dag er der mange der kender Mumitroldene, uden at have læst de fine Mumieventyr. For de drikker kaffe af Mumikopper, har Mumitroldene hængende som plakater, og har Mumikageforme til julepeberkagerne. Tove Jansson ikke bare illustrerede Mumitroldene, hun var en dygtig kunstner, med eget atelier og deltog på kunstudstillinger.
Mumitroldefamilien bor i et fantastisk blåt hus med en skøn veranda. I Mumifamilien er der Mumifar, Mumimor og deres eneste søn Mumitrolden. Mumierne har mange venner, der er Mumitroldens bedsteven Mumrikken, Snorkfrøknenen –Mumitroldens kæreste, Snorken – Snorkfrøkenens bror, Lille My, Snif, Too-ticki og Fjumre-dyret. Alene deres navne kan gøre dig nysgerrige på, hvad der foregår i Mumidalen. 

Endeløse somre og lange mørke vintre

Umiddelbart er Mumiland et hyggeligt, smukt og magisk sted. Som i alle gode eventyr er der også magi i Mumidalen. Der er Mumimors hverdagsmagi, midsommermagi, Mumifars glaskugle, uorden og fortryllelser som Troldkarlens hat bragte med sig. Det var Snif, der fandt den på toppen af et bjerg. Skovene er fyldt af magiske væsner, træånder, Søspøgelser, Vintervæsner og Ildånder.
Men der er også farer og en mørk side til Mumidalen. Der lurer sære og skræmmende væsner. Der er Murren, men også Hattifnatter og Myreløver. Murren er uhyggelig – så uhyggelig at vi i min barndom måtte stoppe med at få læst Mumi-eventyrene højt. Min lillesøster blev så bange. I Mumidalen sker der også naturkatastrofer, som også er ret skræmmende. Blandt andet, oversvømmelser, vulkanudbrud, skypumper og vildt vejr, samt en komet ude af kontrol. 

Helle og Mumitroldene

Mit forhold til Mumitroldene starter i barndommen, men den gang fangede de mig ikke rigtigt. En af grundene var nok, at min lillesøster blev bange. Derfor blev de ikke en del af familiens højtlæsnings-bøger. Jeg har taget revanche i voksenlivet. Jeg er vild med det Mumiske-univers, særligt de fine tegneserie-striber i sort/hvid, som man nu kan læse i flotte samlede album. Jeg har også en del kaffekopper med Mumi-illustrationer, og fint Mumi-julepynt købt på en tur til Helsinki i Finland, Tove Janssons hjemland. Min favorit fra Mumiland er ikke en Mumitrold, men den Lille skrappe My. 

Materialer