Mundbind

Højaktuel billedbog om den sære virustid

20.12.21
Giv dig selv og dit barn muligheden for, at få en hyggelig højtlæsningsstund her i den mørke tid. Det er tid godt givet ud, for ofte er det i højtlæsningsstunden, at vi kan få et indblik i, hvad der rører sig i børnenes tanker.

I disse virustider med stor fokus på mundbind er denne børnebog højaktuel og ud over at du kan låne den fysiske bog på biblioteket, er den tilgængelig på eReolen både som lydbog og E-bog (link til e-reolen)

En fin billedbog der kan bruges som udgangspunkt for en snak med børn, der er utrygge ved brugen af mundbind. 

Svend skal i børnehave, men da mor og Svend står på bussen, har de voksne pludselig mundbind på, og Svend kan kun se deres øjne. Alle øjnene stirrer vredt på Svend, og han bliver så bange, at han ikke vil med bussen hjem igen. Da Svend skal puttes om aftenen, fortæller mor historier om alle de voksne i bussen. Om Gert, der lignede en zombie, fordi hans briller duggede og om Tom, der havde rynker i panden, fordi han selv havde klippet sit skæg. Svend og mor tegner ansigter og putter mundbind på. Næste dag har både mor og Svend mundbind på, da de stiger på bussen, men ikke et hvilket som helst mundbind.

Egnet til børn i alderen 4-7 år.

Oprindeligt skrevet af pnyb, Hillerød Bibliotekerne.

Materialer