”Jeg tror på, at vi forstår verden gennem fortællinger.”

Anja Klemp Vilgaard

19.11.21
Anja Klemp Vilgaard (f. 1972) er uddannet journalist og har en bachelor i historie. I 2012 stiftede hun storytellingbureauet Get Ajour, der har til huse lige over for Kronborg,

Har bl.a. skrevet

Strategisk storytelling i praksis – fortæl, giv mening og bliv husket - Get Ajour, 2021
Kronborgfortællinger for børn og barnlige sjæle – Get Ajour, 2021 
Kronborg bag facaden – Get Ajour, 2020 
Kronborg Stories Untold – Get Ajour, 2020
Fortællingen styrker forretningen – Get Ajour, 2015

Har desuden udgivet: Man synger da ikke på et universitet – inspirationsbog om værtskab og oplevelser. – Get Ajour, 2018

Hvad skriver du om?

Jeg tror på, at vi forstår verden gennem fortællinger. At historier med mennesker af kød og blod, sanser og væsentlige aha-oplevelser styrker fællesskabet og gør os synlige for hinanden. Derfor skriver jeg enten fagbøger om fortællinger – eller dramatiserede fortællinger med afsæt i virkeligheden. I 2015 stiftede jeg Get Ajour Forlag, som udgiver bøger, der underholder, giver stof til eftertanke og inspirerer. Bøger med et menneskeligt ansigt, der bruger personlige fortællinger og praktisk funderet faglighed til at skabe bro mellem mennesker.  

Hvad inspirerer dig?

Jeg inspireres af mennesker. Af fortællinger, af hverdagens små mærkeligheder, af lange levede liv, der ofte viser sig at have en rød tråd og langt mere mening, end man selv gik og troede. Jeg inspireres af samtaler, af sammenhænge, jeg pludselig ser - og af møder med virkelighedsopfattelser, der er anderledes end min egen. Og så inspireres jeg af bøger, af film, af malerier, tegninger, fotos, musik og naturoplevelser. Og sidst men ikke mindst: Af mine børns evne til at stille spørgsmål - og undres

Har du et lokalt yndlingssted?

Jeg har flere. 

  • Jeg holder meget af Kronborg Slot. Af fæstningen, af kasematterne, af stranden, af voldene. Et område, der emmer af fortællinger og levede liv, af de mange mennesker der har levet, danset, grædt og grinet her. Af de helt store vingesus – og af de små, men ualmindeligt vigtige hverdagsliv. 
  • Jeg holder af de små stræder og de skjulte baggårde bag facaderne i Helsingør. Af deres evne til at sætte mig ned i gear, bemærke skævhederne og de udviklingsstadier, vi som samfund er gået igennem. Af beviserne på vores stridigheder, vores passioner og vores behov for fællesskab. 
  • Og så holder jeg af Hornbæk. Stranden, havnen, de åbne vidder og den brede himmel. De slentrende mennesker i vintersæsonen, der lufter deres hunde uden snor, hilser på hinanden i morgengryet og er rødkindede af blæsten. Sandet der varmt finder vej ind mellem mine tæer, når jeg tager mig en pause, sætter mig i klitterne og nyder solnedgangen og dens langsomt snigende kølighed, der dog ikke helt formår at dulme solen i de fine sandkorn, der dækker mine fødder.
     

Se flere lokale forfattere fra Helsingør kommune.

Foto: Simon Klein Knudsen

Materialer