Voksenfobi - en ny tendens i nordisk litteratur

31.08.20
Hvad betyder det at være voksen? Kan man egentlig undvige det? Hvordan gør man oprør mod at indpasse sig?

DÆKKET FREDAG D. 18. SEPTEMBER KL. 12.30-13.15

Norske Marie Aubert og danske Tine Høeg kredser begge i deres forfatterskaber om livsfaseforskydninger og -overgange, om individualitet, om drømmerelationer og virkelige relationer. De to forfattere mødes på NORD til en samtale om deres bøger og om voksenfobi. Samtalen moderes af lektor Camilla Schwartz, som har forsket i fænomenet voksenfobi. 

Marie Aubert (NO). F. 1979. En af Norges nye, spændende stemmer. Hun debuterede i 2016 med novellesamlingen ”Må jeg komme med dig hjem”, som fik en begejstret modtagelse og mange læsere. Romanen ”Voksne mennesker” (2020) er hendes anden bog. For den er hun indstillet til Bokhandlerprisen.”Voksne mennesker” er et kammerspil, der ikke mindst afdækker de subtile magtdynamikker, der ligger i vores familieforhold. Det er er en roman om ensomhed, barnløshed, om jalousi og om at bevæge sig over de normalt accepterede moralske grænser. Aubert skriver med stor, men underspillet, humor om menneskelige relationer, ikke mindst de familiære, og om dé af livets bevægelser, som vi ikke selv er herre over. 

Tine Høeg (DK). F. 1985. Modtog i 2017 Bogforums Debutantpris for bogen ”Nye Rejsende”. Den er solgt til udgivelse i Tyskland og England og sat op som teaterstykke på Det Kongelige Teater. I centrum for romanen ”Tour de Chambre” (2020) er en ung kvinde, der flytter ind på et kollegium og som længes, bl.a. efter at skrive, for alvor. Det er en roman om venskab, sorg, afsked og begyndelser: om at stå på tærsklen til noget nyt, der både kan virke sårbart og fyldt med potentiale. Tine Høeg har blik for det desperate og tragikomiske både i den enkelte situation og i den hvileløses og udsattes position. Hun skriver mættet og betydningsfuldt om begær og kærlighed. Også den uforløste af slagsen.