Marianne Toxboe
”Vandet og havet er for mig begyndelsen. Her kan man lade op og samle ro.”

Marianne Toxboe

23.06.20
Marianne Toxboe er uddannet sygeplejerske og cand. mag. pæd. Hun bor i Snekkersten og skriver romaner for voksne.

Har bl.a. skrevet

Bogserien:
Forgudet. – Skotterup, 2019
Skyggespil. – Bd. 1. – Saxo Publish, 2013
Efterladt. – Bd. 2. – Saxo Publish, 2014
Fodspor. – Bd. 3. – Saxo Publish, 2016

Hvad skriver du om?

Den dramatiske bogserie, jeg skriver på, handler om en ung kvinde, Maja, der under 2.  verdenskrig blev stemplet som tyskertøs. Alene og gravid, føder og bortadopterer hun sin datter, Anna, og flygter siden fra retsopgøret. Vi følger mor og datters dramatiske liv, fra fyrrernes besatte Danmark frem til 1963, hvor den genfundne tyske far er spærret inde bag muren og DDR´s diktatur. Kun en livsfarlig flugt vil gøre et gensyn muligt. Fortællingen er fiktiv, men baseret på en autentisk historik.

Hvad inspirerer dig?

Det, der har optaget mig, er at forstå de menneskelige reaktionsmønstre, der opstår, når fundamentet under vores trygge hverdag forsvinder. Besættelsestidens begivenheder var voldsomme og dramatiske. I eftertiden fremstilles tidsepokens helte og skurke ofte i sort/hvide kontraster. Jeg så en mulighed for at nuancere dette billede gennem en fiktiv fortælleform, hvor jeg kunne inddrage og knytte de følelsesmæssige reaktioner til den konkrete kontekst.

Har du et lokalt yndlingssted?

Snekkersten er stedet, hvor jeg bor. Jeg elsker den lille bænk ved strandbredden og synet og duften af de vilde roser, hvis da ikke en kommunalansat har fået ordre til at klippe dem ned. Jeg bliver aldrig træt af at se på havet, uanset om det smyger sig blidt omkring badebroens stolper, eller om det raser helt ude af kontrol med vilde urolige skumsprøjt. Vandet og havet er for mig begyndelsen. Her kan man lade op og samle ro.

Læs mere på Marianne Toxboes hjemmeside: http://mariannetoxboe.dk/


Se flere lokale forfattere fra Helsingør kommune.