Foto: Martin Johanssen

Nanna Storr-Hansen vinder Montanas Litteraturpris 2022

06.03.23
Litteraturprisen tildeles i 2022 til forfatteren Nanna Storr-Hansen for digtsamlingen 'Bøgetid'.

De nominerede til Montanas Litteraturpris 2022 var følgende:

Nanna Storr-Hansen: ’Bøgetid’
Digtene i 'Bøgetid' blander den rolige hverdag – hverken ekstatisk øjeblik eller dramatisk fortælling – med en lige så rolig natur og lader forskellige sfærer, fra forstadsliv til plantevækst, lappe ind over hinanden på måder, der både føles forbavsende og selvfølgelige.

Cecilie Lind - Pigedyr
De øjne, der skal læse hendes bøger, må bare følge med og gøre sig større og større. 'Pigedyr' er født til at blive en moderne klassiker a la Tove Ditlevsens 'Gift'.

Jens Christian Grøndahl: ’Fra i nat sover jeg på taget’
Grøndahl fornyer romanen ved atter at sætte den på en af dens ældste opgaver: at lade os kende en specifik person bedre, end vi måske overhovedet kender os selv.

Jens-Martin Eriksen: ’Natten er Jordens skygge’
Jens-Martin Eriksen har gennem årene været vidt omkring i sin prosa (…) Med 'Natten er Jordens skygge' tog han langt om længe fat på det dystreste stof i bagagen og fik det kunstnerisk forløst i en genremæssigt grænsekrydsende blanding af coming of age-roman og søndersplittet novellekreds.

Lisbeth Smedegaard Andersen: ’Bibelens kvinder’
'Bibelens kvinder' er en vidende og frimodig genfortælling, der ikke prædiker, men stiller spørgsmål. Man fristes til at sige, at den rummer skaberkraft. Med ord og billeder puster Lisbeth Smedegaard Andersen støvet af de bibelske kvinder, der længe har været holdt tavse.

Jesper Vaczy Kragh: ’IQ 75 – Erling og åndssvageforsorgen’
Det er ikke kun bygninger, lovtekster, politikere, dokumenter, læger og andre myndigheder, der får lov til at fortælle de anbragtes historie. Det gør de også selv. Og på den måde rejser de sig som borgere for vores blik og som mennesker, der fløjter på fotografier.

Lars Frost: ’De forenede/A constitutional’
Også denne gang skriver Frost den bedste prosa i Danmark, helt uovertruffent suveræn, drilsk, charmerende, forvirrende, munter, skarp. Den bedste vil både sige: Den er en glæde, en skønhed i sig selv, alene gennem sine rytmer og melodier. Den vil også sige: Den gør helt ubesværet komplicerede stemninger og skikkelser og situationer umådeligt levende for os.

Kristina Nya Glaffey: ’To The Modern Man’
Hvis man forestiller sig, at den ild, der i tegneserier kan stå ud af en olm hunds næsebor, kunne blive indfanget, omsmeltet og siden støbt i bogform, så ville resultatet ligne Kristina Nya Glaffeys lille onde hævnskrift 'To The Modern Man'. (…) Bogen gnister og futter sig selv af i et overdådigt helvedesbål. Det er på ingen måde opbyggeligt, men særdeles underholdende. Hvis ikke ligefrem besnærende.

Rasmus Nikolajsen: ’Måske sjælen’
Som Tue Andersen Nexø skrev i sin anmeldelse, så vokser poesien ind over dramaet som »vedbend ind over en gammel krigsruin«. Det er en måde at flytte en familiehistorie, der blev overmandet af Besættelsen, tilbage i køkkenet, tilbage til relationerne og hverdagen og livet, som ikke er set før.

Rasmus Daugbjerg: ’Trold’
'Trold' er skrevet i nutid, enkle hovedsætninger på rad og række. Den enkelhed lyder som en sang. Den kommer direkte fra skoven og handler om menneskets grådighed til alle tider.

Montanas Litteraturpris Montanas Litteraturpris er en dansk litteraturpris.

Den blev stiftet i 2007 af dagbladet Information og Testrup Højskole. Prisen gives til et dansk værk, som "inden for sin genre fornyer eller formår at fremstille virkeligheden på en ny og overraskende måde".

Prismodtageren udvælges blandt seks kandidater. Priskomitéen består af kritikere fra Dagbladet Information. Med prisen følger ud over æren og anerkendelsen 100.000 kr. sponsoreret af Montana Furniture.

Prisen blev uddelt på Det Kgl. Bibliotek mandag d. 6. marts.

Læs portræt af Nanna Storr-Hansen på forfatterweb