""

Lovende ny dansk krimiserie - Læs Katrine Engbergs 'Det brændende blad'

20.02.23
Et mord i dagens København trækker tråde til en jødisk families flugt over Øresund i 1943. Og den kombination er bibliotekar Lise-Lotte Truelsen ret begejstret for.

Af bibliotekar Lise-Lotte Truelsen

En politirapport fra 1943 afslører

En gammel politirapport fra 1943 rummer beskrivelsen af et ægtepar og deres børn, der flygter fra Danmark til Sverige under krigen. Rapporten dannede både startskuddet og baggrunden til Katrine Engbergs nye krimi ”Det brændende blad” der tager udgangspunkt i hendes egen families dramatiske fortid.

En spritny krimiserie har set dagens lys

Hovedpersonen Liv Jensen har en fortid som efterforsker i Nordjyllands politi. Nu har hun rykket teltpælene op fra det jyske og er flyttet tilbage til Sjælland. I en kælderlejlighed på Vesterbro indretter hun et privatdetektivfirma, hvor hun primært beskæftiger sig med kedelige forsikringssager. Hendes gamle kollega Petter Bohn fra Københavns politi hyrer hende til at efterforske et uopklaret drab på en journalist, som blev myrdet under mistænkelige omstændigheder i sin lejlighed i det indre København for 3 år siden.

Tråde til jødernes flugt over Øresund under krigen

Under overfladen fornemmer man, at Liv har en del udfordringer i sin tilværelse, og at denne sag nok mest er en vennetjeneste fra hendes gamle kollegas side. Ikke desto mindre kaster Liv sig ud i efterforskningen. Snart er endnu et mord og et selvmord blandet ind i sagen, der har tråde tilbage til jødernes flugt over Øresund under 2. verdenskrig.

Jeg slugte bogen i løbet af et par dage

Dette er mit første møde med Katrine Engberg, og nu forstår jeg, hvorfor hun er blandt Danmarks mest populære krimiforfattere. 'Det brændende blad' er i den bløde ende af krimiskalaen. Og det kan jeg rigtig godt lide. Hun svælger ikke i bloddryppende, overfantasifulde drab, men fokuserer på en nøgtern og realistisk sag. Samtidig befinder hun sig også i en kategori af relativt få krimiforfattere, som efter min mening er virkelig dygtige til at skrive og formulere sig. Hun er en nydelse at læse. Historien er en total pageturner med flere forskellige historier, der til sidst flettes sammen. Jeg havde svært ved at slippe bogen efter, jeg var gået i gang og den får mine bedste anbefalinger.

Krimiforfattere i samme genre

Udover Katrine Engbergs andre krimier, så vil jeg også anbefale at læse norske Anne Holt ”En grav for to”, som er første del af en ny krimiserie med Selma Falck. Også her møder vi en interessant og stærk kvindelig hovedperson med en del problemer i bagagen. Elsebeth Egholms mange krimier, men specielt ”Så mange liv” med den populære Dicte Svendsen i hovedrollen. Bogen er udgivet i anledning af 20året for den første krimi med Dicte i hovedrollen. Den garvede krimilæser kan sagtens kaste sig ud i første del af serien, men ellers kan de sagtens læses uafhængigt af hinanden.
Og til sidst vil jeg sætte spot på en af mine favoritter, amerikanske Linda Castillo. Hovedpersonen er politichef Kate Burkholder, som selv tidligere har været Amish, og opklarer nu sager om Amish-folket. Også de kan læses uafhængigt af hinanden.

Håndplukket – bibliotekets forårskampagne

'Det brændende blad' er en af hovedtitlerne i bibliotekets Håndplukket-kampagne. Det vil sige, at der er købt ekstra eksemplarer ind, som ikke indgår i reserveringskøen, og som ligger fremme på et bord på et af kommunens biblioteker. Bibliotekarerne har garneret den med bøger, der ligner. 'Det brændende blad' og lignende bøger ligger på et bord på Espergærde Bibliotek. Se alle forårets håndplukkede titler.

Materialer