Foto af Bibliotekar Hanne Pedersen
Bibliotekar Hanne Pedersen smiler, men romanen er grum!

Håndplukket: Uhygge, hemmelighedskræmmeri og nordisk Twin Peaks-stemning

03.10.22
Læs en litterær, nordisk thriller med Twin Peaks-stemning, hemmelighedskræmmeri, og hvor alt det usagte driver fortællingen! Bibliotekar Hanne Pedersen anbefaler ”Lola omvendt” af Monika Fagerholm.

Af bibliotekar Hanne Pedersen

Brutalt mord

Det er en rystende historie om en gruppe unge mennesker i lillebyen ved sø og skov, hvor alle kender hinanden. Da der tilbage i 1994 sker et brutalt mord, er det umuligt for politiet at trænge igennem det tætte spind af tråde mellem de unge i byen, de rige og de mindre bemidlede familier, politiet og det politiske niveau. Meget belejligt sker der samtidig en brand, hvor en af de mulige gerningsmænd forsvinder. Det lægger låg på historien, og det bliver tabu i den lille by at tale om, hvad der egentlig skete. Først da der i 2011 inviteres til gensynsfest for en række af de involverede, kommer der gang i opklaringen.

Fik Nordisk Råds Litteraturpris

Monika Fagerholm har skrevet endnu en pageturner af en roman, efter at hendes 'Hvem slog Bambi ihjel?' fik Nordisk Råds Litteraturpris i 2020. Historien er skrevet i ’før nutid’, hvilket giver et særligt nærvær og en følelse af hele tiden selv at være tilstede i historien.  

Bøger der minder om 'Lola Omvendt'

Fagerholms 'Lola omvendt' er en af de aktuelle titler, som biblioteket har købt ekstra eksemplarer af til Håndplukket-kampagnen. Inspireret af  'Lola omvendt' har vi fundet en række romaner frem, der ligner, bl.a. under overskriften ’Den kollektive ondskab’. Her optræder for eksempel bogen 'Testamente' af Nina Wähä, som også er en fantastisk bog. Den foregår i Tornedalen i det nordlige Finland og handler om en familie med alt for mange børn. Historien er rå, nordisk og dyster i tonen og fuld af beske betragtninger.

Læs også Merete Pryds Helle og den oprørske kvindebevægelse

Læs mere om Håndplukket

Materialer