Foto af forsiden til bogen
”Nydelse er afgørende for alle, der er trætte."

Vælg den søde vej til nærvær og glæde

06.09.22
Den lokale forfatter og mindfulnessinstruktør, Eve Bengta Lorenzen fra Hornbæk, har skrevet en ny bog om mindfulness. Bogen hedder ’Den søde vej til nærvær og glæde’. Da bogen indeholder en række dejlige opskrifter på desserter, står den på biblioteket under kogebøger, nærmere bestemt i 64.17.

Opskrifter på livsglæde

Når vi er trætte, tager vi os sammen for at få fixet vores opgaver. Men vi skal stoppe med at presse os selv og komme i mål med nydelse og omsorg i stedet, hævdes det i bogen. ”Nydelse er afgørende for alle, der er trætte. Når man overgiver sig til den glæde, der er forbundet med nydelse, så kommer energien”, forklarer Eve Bengta Lorenzen, der også er ernæringsterapeut. ”’Den søde vej til nærvær og glæde’ byder på stribevis af dessertopskrifter, men i lige så høj grad opskrifter på livsglæde.”

Find tilbage til energien

”Vi er alle sammen belastet efter corona og nu også krig. Der er en træthedsepidemi, og tryghed er ikke en luksus, men noget, vi er nødt til at udvikle, ellers bliver vi udbrændte. Hvis vi kan finde tilbage til energien, så kan vi være der for hinanden,” siger forfatteren, der har tyve års erfaring som mindfulnessinstruktør.

Læs mere om Eve Bengta Lorenzen på Lokal Forfatterweb.

Materialer