Forside af Nøjsomheden
Stine Askovs roman fra Helsingørs Nøjsomhedskvarter er en bestseller.

Det læser din nabo i sommer

06.08.22
Mange smutter forbi biblioteket lige inden de skal på sommerferie. Og mange er gået efter de samme titler.

En populær roman fra Helsingør

Helsingør vil gerne læse om Helsingør. ’Nøjsomheden’ er nemlig ikke bare et af byens boligområder. Det er også titlen på den næstmest læste bog på biblioteket denne sommer. Ved udgangen af juli havde 100 helsingoranere været på biblioteket og havde lånt Stine Askovs rå og rørende kærlighedsfortælling om to outsidere i et område fyldt med skæve eksistenser.  Du kan møde Stine Askov den 29. oktober på Biblioteket Kulturværftet, hvor hun præsenterer sin roman.

Oplag: 1 million

Vand til blomster’ hedder den bog, som har solgt en million eksemplarer i Frankrig og som efter sigende fik franskmændene helskindet gennem lockdown. Det er også den allermest lånte bog i denne sommer i bibliotekerne i Helsingør. Valérie Perrins poetiske roman handler om en livsglad kvinde, der er graver på en kirkegård og som en dag får et særligt besøg af en mand, der skal nedgrave en urne.

Hyggekrimi

Den tredje mest læste roman i Helsingør er en hyggekrimi. ’Den mørke engel’ er 10. del af Elly Griffiths populære serie om arkæologen og knogleeksperten Ruth Galloway. Denne gang skal hun analysere nogle knogler, der er fundet i en bjerglandsby i Italien. Fundet viser sig at trække tråde tilbage til anden verdenskrig.

Kvinders dilemma

Mange i Helsingør er måske også ved at forberede sig til årets store litteraturfestival, NORD, som i år løber af stablen lørdag den 17. september. I hvert fald har mange også lånt ’Det vågne hjerte’ af Merete Pryds Helle, som kommer og præsenterer romanen på festivalen. I ”Det vågne hjerte” er Lis en stærk og aktiv kvinde i 1980ernes kvindebevægelse. Men en hændelse i Utterslev Mose vender op og ned på alting. Se flere af sommerens populære romaner nedenfor.

Materialer