Anne Lise Marstrand-Jørgensen
Foto: Les Kaner

Anne Lise Marstrand-Jørgensen

22.06.21
Hun tager livtag med en af Nordens mest magtfulde kvinder i en roman, der er blevet kaldt et kornkammer af klogskab. Mød den prisvindende forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen på NORD.

Hun bliver født i 1353. Hun er led i en gylden alliance, en skakbrik, en barnebrud. Gift med Norges konge, som også regerer over Sverige. Hendes rolle er denne: at føde en arving og styrke båndene mellem landene i nord. Hendes navn er Magrete 1. Ved hjælp af en strategisk begavelse og stor vedholdenhed lykkes det hende at forene og favne Nordens tre kroner. Og hun står i spidsen. 
Anne Lise Marstrand-Jørgensen transporterer læseren gennem tidens lag, og skriver i ’Margrete 1.’  et nuanceret, klart og sanseligt portræt af en kvinde frem, en kvinde, som træder sine skridt en konkret verden med brydninger, magtkampe, drift og kærlighed.

”Suveræn roman (…) Nok befinder vi os i genren gennemresearchet historisk roman, men i Anne Lise Marstrand-Jørgensens udformning skal sådan én hele vejen ind gennem kroppen og ind i sindet.” 
-    Information

Mød Anne Lise Marstrand-Jørgensen i en samtale med forfatteren Maria Hesselager om at vende sig mod fortiden, om den historiske roman, og at se sig selv ikke bare som digtekunstens men også historiens forvalter.

”Man æder Anne Lise Marstrand-Jørgensens ’Margrete I’ med hud og hår, ord og sprogligt blomsterflor. Den næsten 700 år gamle regent levendegøres i et mageløst sprog og fremtræder som en aktuel rollemodel.”
-    Berlingske

ANNE LISE MARSTRAND-JØRGENSEN (DK) (f. 1971). Debuterede i 1998 og har siden skrevet både digtsamlinger og romaner. Hun fik sit gennembrud i 2009 med romanen ’Hildegard’, som blev fulgt op året efter af ’Hildegard II’ – to romaner om middelalderkvinden Hildegard af Bingen.
I romanen ’Dronningen af Saba & Kong Salomon’ (2015) lægger Marstrand-Jørgensen handlingen endnu længere tilbage i tid, her skildres verden, som den kunne have set ud for 3.000 år siden. Marstrand-Jørgensen har modtaget flere priser for sit forfatterskab, senest DR’s Romanpris for ’Magrete 1.’ som hun netop nu er aktuel med.

Tags
Materialer