Foto af Enrico Caruso
Enrico Caruso. Foto fra Picryl

Verdens bedste tenorer

06.02.21
Pavarotti og hans slæng i 'De Tre Tenorer' er gode nok, men prøv at lytte til Caruso, Lauritz Melchior og Rudolf Schock. Det er altså toppen!

Af musikbibliotekar Ebbe Føge Bak

I min private musiksamling har jeg kun en cd med Placido Domingo. Der er findes nemlig tenorer, der er endnu bedre.

Caruso – måske den største

Mange vil nævne ham som den største. Den italienske tenor Enrico Caruso (1873-1921) var den første rigtige stjerne, der solgte millioner af grammofonplader. Han kom fra en fattig opvækst og fik sin debut i 1894 på Teatro Nuovo i Napoli. Senere sang han på både La Scala, Covent Garden og ikke mindst på Metropolitanoperaen i New York. Han uropførte flere operaer blandt andet 'Pigen fra det gyldne vesten' af Giacomo Puccini i 1910. Han blev på Metropolitanoperaen til sin sidste forestilling i 1920. En tenor, der var perfekt skabt til grammofonpladen og som både havde et lyrisk og et dramatisk islæt.
På biblioteket har vi blandt andet CD’en 'The early recordings' og 'Caruso 2001'. Sidstnævnte er med Carusos stemme, men hvor musiksiden er genindspillet af den østrigske radios symfoniorkester i Wien.

Lån Caruso

Du kan bestille cd'er med Caruso fra andre biblioteket i Danmark via Bibliotek.dk. Hvis cd'en er hjemme på det bestilte bibliotek, går der en lille uge, før du kan hente den på et af bibliotekerne i Helsingør.

Læs avisartikel fra 1921 om Carusos død

I databasen Mediestream, som biblioteket abonnerer på, kan du læse en artikel fra Kjøbenhavns Amts Avis d. 4. august 1921 om Enrico Carusos død i 1921.

Lyt til Caruso

Hør Caruso via Naxos Music Library.

Melchior – den store dansker

Lauritz Melchior (1890-1973) gjorde som enkelte andre tenorer: Han startede i det lavere leje som baryton. Melchior fik sin tenordebut på Det Kongelige Teater i 1918 i rollen som Tannhäuser i operaen af samme navn af Richard Wagner. Som tenor skiftede han hurtigt til de tungere roller i heltetenorfaget. Det er den slags sangere, der er i stand til at synge tenorrollerne af Wagner og komme igennem et tungt besat orkester. Hans karriere førte ham både til Wagnerfestspillene i Bayreuth og til Metropolitanoperaen i New York, hvor han var helt til 1950. Da han blev 70 år i 1960, sang han da også Wagner: 1. akt af Valkyrien i en koncertopførelse i Radiohusets koncertsal i København. En stemme med mørk glød og knivskarpe toptoner.

Læs og lyt til Melchior

Hør Melchior via Naxos Music Library. Foretrækker du cd'er, har biblioteket en dobbelt-cd med ældre optagelser fra Det Kongelige Teaters repertoire. Melchior medvirker på denne med en scene fra operaen Kaddara af den danske komponist Hakon Børresen. Forfatter Morten Hein har i 2018 skrevet den glimrende bog 'De tre fædrelande' om Melchiors liv.

Gigli – Carusos efterfølger?

Da Caruso døde i 1921 var der sikkert mange, der sagde: "Hvad så nu - hvem bliver hans efterfølger?" Et bud kunne være Beniamino Gigli (1890-1957). Som Caruso var han italiensk tenor. Han begyndte at synge som 7-årig og studerede senere primært i Rom. Debuten fandt sted i 1914 i Parma. Karrieren tog ham hurtigt til Metropolitanoperaen i New York, hvor han tog over efter Caruso. Han fik mange af Carusos tidligere roller efter dennes død. Udover at stå på operascenen i flere lyrisk-dramatiske tenorroller nåede Gigli også at være med i 20 film og indspille omkring 900 plader. En tenorstemme med sødme, smidighed og udtryksfuldhed. På biblioteket kan du blandt andet låne cd’en 'The very best of Beniamino Gigli' med en masse highlights fra hans bedste roller.
Du kan bestille cd'er med Gigli på andre biblioteker via Bibliotek.dk.

Lyt til Gigli

Hør Gigli via Naxos Music Library.

Nicolai Gedda – en mestertenor i sprog og høje toner

Vil man høre en tenor med styr på sine høje toner og en der er i stand at mestre sprog fra russisk over italiensk til tysk, engelsk, svensk og latin, så er det den svenske tenor Nicolai Gedda (1925-2017). Gedda var en af de bedste Mozarttenorer i sin tid, men han kastede sig også roller inden for det lyrisk-dramatiske fag, hvor der også er mange adskillige høje toner at bestige eksempelvis det høje F over det berømte høje C. Debuten fandt sted i Stockholm i 1952, men hurtigt endte han på andre store operahuse rundt om i verden. Operetterne mestrede Gedda også lige fra Franz Lehar til Johann Strauss. Han fortsatte med at indspille operaer til 2003. En tenor med perfekt teknik (nogle gange lidt for perfekt!) og med varme og nordisk klang i stemmen.

Lyt til Gedda

Hør Gedda via Naxos Music Library. Der er også en del cd’er på biblioteket. Her skal nævnes eksempelvis Carmen, Jægerbruden Faust, operetter af Franz Lehár og diverse vokalmusik af Johann Sebastian Bach.

Rudolf Schock – min favorit!

Den tyske tenor Rudolf Schock (1915-1986) er min yndlingssanger. To lp’er lånt på Roskilde Bibliotek fik mig til at begynde at samle alt med ham.
Han studerede i Köln, Hannover og Berlin og fik sin debut i 1936. Anden verdenskrig satte en midlertidig stopper for karrieren, men derefter gik det hurtigt: Deutsche Staatsoper Berlin og som den første tyske sanger på Royal Opera House Covent Garden efter krigen.
Hans stemme var af en barytonal kvalitet, men i de gode år (1945-1962) var de høje toner også på plads. Senere i karrieren blev de høje toner ofte udskiftet med falsettet. Mange mener, at Schock ikke kunne synge høje toner. Det er ikke korrekt. I forhold til en anden tysk tenor Fritz Wunderlich, (1930-1966) gik Schock mere ind i sine roller, hvilket også nogle gange endte med, at tonerne ikke sad helt perfekt. Nogle gange var Wunderlich, ligesom Gedda, lidt for perfekt i sin sang, så rollefremstillingen blev lidt glemt. Når Schock synger sine roller, kan man tydelig høre, at han spiller dem, om det så er studieindspilninger eller liveindspilninger. Schock er en tenor med over 2-3 millioner plader bag sig. En stemme med lyrisk glans, tårer i stemmen og en stor stjerne uden stjernenykker.

Lyt til Schock

Hør via Naxos Music Library.  Du kan også låne på biblioteket. For eksempel operaen Ariadne på Naxos af Richard Strauss, men også til Den flyvende hollænder og operetter som Der Zarewitsch og Cirkusprinsessen, men der er meget mere og meget mere, der desværre ikke findes i Danmark.

Jon Vickers – en vild stemme

Vil man høre Verdis opera 'Otello' med en sej tenor, så er det med Jon Vickers - og for guds skyld ikke Pavarotti!
Vickers var en canadisk heltetenor (1926-2015) med besiddelse af en kraftig stemme og gode evner som skuespiller. Ligesom Schock gik han meget ind i sine roller, hvilket også kunne ende med, at alle tonerne ikke sad helt perfekt. Vickers sang dog et helt andet repertoire. Han studerede primært i Canada og fik sin debut i Toronto i 1954. Han kom hurtigt til Royal Opera House Covent Garden og Metropolitanoperaen i New York. Mange af hans store roller er indspillet enten i studiet eller live. Eksempelvis hans fremstilling af Peter Grimes i Benjamin Brittens opera af samme navn er stadig i dag en fremstilling som nutidige sangere lytter til og har som løftestang. Han har en tenorstemme med kolossal kraft, solid teknik og dramatisk udtryk.

Lyt til Vickers

Hør Vickers via Naxos Music Library.  Snyd heller ikke dig selv for Jon Vickers i Verdis Otello, som du kan låne via bibliotek.dk. Her på Helsingør Kommunes Biblioteker kan du låne Wagners Valkyrien med Vickers i en af hans andre store roller som Siegmund.

Jonas Kaufmann – nutidens tenorstjerne

Hvem er så efterfølgeren for Placido Domingo? Et bud kunne være den tyske tenor Jonas Kaufmann (1969-). Han begyndte at studere på Hochschule für Musik und Theater i München i 1989 og fik sin professionelle debut i 1994 i Saarbrücken. Han er i besiddelse af den perfekte treenighed, når det kommer til sangere, og vil jeg tro specielt tenorer: Et godt udseende, han kan finde ud af at være på en scene ikke kun som sanger, men også som skuespiller, og så har han stemmen med sig. Til med er den med en sådan barytonal kvalitet, at han også er i stand til at synge nogle af de tunge tenorpartier af Richard Wagner og stadig synge de lyrisk-dramatiske roller af fx Puccini og Bizet. Jonas Kaufmann kommer med mellemrum forbi de danske koncertsale så hold endelig øje. Jeg har selv set ham i Tivolis Koncertsal synge ”Die schöne Müllerin” af Franz Schubert ganske godt. Ja, og så hørte jeg jo også lige den franske supertenor Roberto Alagna nogle få dage efter samme sted. Ville bare lige nævne det.

Lyt til Kaufmann

Hør kaufmann via Naxos Music Library. Jonas Kaufmann er også rigt repræsenteret på biblioteket: Hans cd’er med det mere lette repertoire (fx cd’en Wien), men også hans recital-cd’er og operaerne Fidelio, Carmen, Valkyrien og som en af de seneste roller på hans repertoireplan: Verdis Otello.

Naxos Music Library - hør klassisk musik helt gratis

Naxos Music Library er en side, hvor du via biblioteket kan streame klassisk musik.
Læs mere om Naxos her på hjemmesiden.